Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed

Den magiske realismes grundværk lever ikke op til forventningerne

Få bøger kan siges at have grundlagt en litterær bevægelse eller en særlig genre, men 100 års ensomhed er en af dem. Elementerne var muligvis kendte i forvejen, men blandingen og gennemslagskraften var ikke set før. 100 års ensomhed blev en international bestseller, åbnede dørene for latinamerikansk litteratur og blev selve sindbilledet på magisk realisme.

Bogen er også meget andet. Den er et forsøg på at favne og behandle et århundredes colombiansk historie – fra starten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet – og den gør det ved at skildre en slægt og en by gennem mange generationer. Efter et æresdrab drager stamfaderen José Arcadio Buendia sammen med 22 andre mænd og deres familier ud i ødemarken, hvor de grundlægger landsbyen Macondo.

Allerede fra starten hviler der en tavs trussel over familien. Hans kone Ursula er også hans kusine, og det bliver spået, at det nære slægtskab vil føre til, at deres børn vil blive født med grisehaler. Det gør de ikke, men efterkommerne bliver ved med at finde deres elskere og ægtefæller i familiens rækker. Sjældent har jeg set så meget erotisk tiltrækning mellem mennesker, der er mere eller mindre i familie med hinanden.

Den politiske historie spores ikke mindst i familiens anden generation. Sønnen Aureliano Buenda slutter sig til de liberale og bliver en ledende militær leder i den borgerkrig, der præger landet gennem årtier. Selvom sympatien er på de liberales side, så gøres der intet forsøg på at skjule hans brutalitet, og romanen rummer krads kritik af den politiske ledelse, der i sidste ende sælger idealerne for at få del i landets ledelse. Kritikken af de nordamerikanske bananplantager og især af regeringens overgreb på arbejdernes rettigheder er også rystende.

Den magiske realisme viser sig gang på gang i romanen. Marquez accepterer ikke de gængse naturlove. I stedet befinder Macondo sig i en verden, hvor overnaturlige fænomener indgår som en naturlig del af hverdagslivet. Det magiske knytter sig som regel til omgivelserne: Flerårig regn og tørke, blomster fra himlen og en søvnløshedsepidemi, bare for at nævne nogle, men der er selvfølgelig også masser af varsler og forunderlige sammenfald.

Jeg har bestemt ikke noget i mod hverken magiske elementer eller slægtsromaner, men det fungerede ikke så godt i dette tilfælde. Det er som om Marquez simpelthen vil for meget på én gang. Nye magiske elementer introduceres umotiveret, når scenen skal skiftes, og hver gang man er lige ved at identificere sig med personerne, skifter perspektivet og som oftest kommer de også voldsomt af dage. Det er ærgerligt. Marquez’ formår virkelig at skrive spændende personer og situationer frem, men i denne roman bliver det bare lidt for meget.