Jørn Riel: Signalkanonen og andre skrøner

Mærkværdigheder i ødemarken

Skrøner er den perfekte undertitel for Jørn Riels noveller, for selvom historierne er gennemarbejdede, så har de stadig karakterer af historier, der er lidt for gode til at være sande, men som samtidig er fantastiske fortællinger, når man sidder ved bål eller bord ud på de små timer.

Signalkanonen udkom i 1988 og den rummer syv historier, som alle foregår blandt en lille gruppe fangere i Nordøstgrønland. Personerne går igen fra den ene historie til den anden, og vi lærer dem efterhånden at kende. Først og fremmest er de vel excentriske, som den lollandske greve, der dyrker rug, selvom den aldrig bliver andet end et par tommer høj, og som i øvrigt ynder at spolere sin importerede vin ved at blande sure druer fra udestuen i.

Livet er barsk, men der er også en enorm frihed til at gøre, som man har lyst til. Man kan f.eks. adoptere en moskus-kalv, som Ludvig gør det i ’Alice’ som erstatning for sin døde hund. Det er der ikke nogen, der undrer sig over, selvom han bliver nødt til at hæve køjen i hytten, efterhånden som kalven vokser til og når ham til skuldrene. Man kan også tage på en slædetur sydpå en gang om året for at få afløb for sine drifter, sådan som Sorte William gør det. Eller man kan bygge sig en isbåd, fordi man bliver godt og grundigt træt af at sidde og kukkelure indenfor i de lange vintermåneder.

Flere af historierne handler om en fiks idé som direktøren for selskabet får under en ferie i Sverige: Hvorfor ikke supplere indtægterne med turister, som kan få et eksklusivt ophold hos jægerne på de små fangststationer? Her kan man da virkelig tale om at udnytte de stedbundne potentialer til at skabe unikke produkter inden for oplevelsesøkonomien, og det går ikke stille af, da de endelig ankommer. Mads Madsen slår f.eks. et slag for kvindesagen overfor den opblæste kødgrosserer, der flytter ind hos ham, mens kongelig skuespiller Valdemar Hansén bliver rodet ind i et højst overraskende trekantsdrama på en af de andre stationer.

Historierne er fulde af underfundige formuleringer, mandige fangstmænd, der er vant til at stå næsten alene mod naturens rasen, og spøjse episoder. Jeg hørte bogen som lydbog – desværre har Lindhart og Ringhof ikke formået at rense optagelsen fra 1989 for en irriterende hyletone, da de genudgav bogen i Mp3 format – og det var et fint valg. Historierne varede godt en halv time og gjorde glimrende fyldest som køreunderholdning.