Anmeldelser · Politik og samfund

Erika Fatland: Englebyen

Et terrorangreb og dets ofre

Rusland er lidt langt væk. Ikke ukendt, men vi følger bare ikke lige så meget med som i USA eller de store vesteuropæiske lande. Det viser sig f.eks. i den måde vi taler og husker terror på, for selvom store terrorhandlinger i Rusland dækkes i vestlige medier, så glider de hurtigt i glemmebogen igen. Det gælder også angrebet på Skole nr. 1 i Besland i september 2004, hvor over 1000 mennesker blev holdt som gidsler i tre dage, og hvor 333 endte med at miste livet. Jeg kunne godt huske det, da jeg så Erika Fatlands bog i kataloget til årets bogudsalg, men det fylder bare ikke så meget som 11. september eller angrebet på Charlie Hebdo.

Erika Fatland: Englebyen - forside

Fatland tog oprindeligt til Besland i 2007 for at indsamle materiale til sin masterafhandling i socialantropologi og hun vendte tilbage i 2010 for at supplere og opdatere sin viden og supplere med nye interviews. Bogen er ikke et omskrevet speciale, men derimod en lettilgængelig fremstilling af en by i ufattelig sorg.

Første del giver et overblik over de faktiske begivenheder, som var aldeles rædselsfulde. Da skolen skulle til at fejre første skoledag, som stadig markeres over hele Rusland som et levn fra Sovjettiden, blev den angrebet af mindst 32 bevæbnede terrorister. Børnene og de mange pårørende – både ældre søskende, mødre og bedstemødre – blev gennet ind i gymnastiksalen. En mand blev hurtigt dræbt til skræk og advarsel, mens de andre mænd blev installeret som levende skjolde på førstesalen. Kvinder og børn blev holdt som gidsler i tre dage uden mad og drikke. Den tredje dag blev to eksplosioner udløst, terroristerne trak sig tilbage til kantinen med omkring 300 gidsler og blev nedkæmpet efter voldsomme kampe.

Anden del handler om Beslan efter tragedien. Englebyen er blevet navnet på den kirkegård, hvor ofrene ligger begravet, men tragedien har ramt endnu bredere. Nogle familier blev nærmest udslettet, andre lever med fysiske men eller psykiske traumer efter angrebet. I en by med 30.000 indbyggere er næsten ingen uberørte. Tab og lidelse fylder mest, men begivenheden har også splittet byen. Nogle beskylder lærere og skoleledere for at have været i ledtog med terroristerne. Andre er misundelige over fordelingen af erstatninger og andre har organiseret sig for at kræve en ordentlig undersøgelse af begivenhedsforløbet. Hvordan kunne så mange mænd så uhindret angribe et skole 200 meter fra politistationen?

I sidste del ser Fatland på undersøgelserne af begivenhederne. Den officielle er den mest enkle, og den retter en voldsom kritik mod lokale myndigheder, men placerer i øvrigt ansvaret for hele forløbet på terroristerne, mens de nationale myndigheder og antiterrorkorpset roses for deres indsats. Andre forklaringer placerer ansvaret andetsteds. I mangt og meget er de alternative undersøgelser uenige, men der er enighed om, at de to eksplosioner, der udløste stormangrebet og dræbte de fleste gidsler, kom udefra og blev affyret fra omkringliggende bygninger. Fatland hælder også klart mest til denne forklaring, mens hun nøjes med at gengive de modstridende bud på, hvordan angrebet blev til.

Englebyen er et rørende portræt af et lokalsamfund under angreb. Det er en fortælling om et terrorangreb, men det er først og fremmest gribende skildring af tiden efter, hvor journalisterne for længst har pakket sammen igen, og hvor familier og grupper skal leve med det. Hvis du stadig kan få fingre i et eksemplar på udsalg, så slå til.

4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s