Anmeldelser · Nyere dansk

Jørn Riel: Den kolde jomfru og andre skrøner

Dansk lune i ødemarken

Der er noget meget dansk over Jørn Riels nordøstgrønlandske univers. Grønlænderne ser man ikke meget til, og til gengæld er området befolket af excentriske personer, der nok kan spille hinanden et puds, men hvor hjertet i sidste ende sidder på rette sted. Parallellerne til den danske folkekomedie er tydelige, og også i dette tilfælde fortælles historierne med lune og dyb respekt for karaktererne.

Jørn Riel: Den kolde jomfru og andre skrøver - forside

Jeg har tidligere læst Signalkanonen, så persongalleriet er velkendt: Bjørken, Mads Madsen, Lasse Lille, Lodvig, Greven og så de udefrakommende bipersoner, der er med til at drive historierne fremad. Det er et ganske lille samfund, hvor fangerne bor en, to eller tre sammen i fjordene, og hvor der kan gå måneder mellem, at de ser andre mennesker. Det kræver selvfølgelig mennesker af en særlig støbning, men selv disse dyrkere af tavshed og (særligt om vinteren) søvn kan få behov for selskab. De kan kaste deres kærlighed over dyr, som i ’Alexander’ og ’Grisen’, eller de kan pludselig føle trang til at gøre besøgsrejse og se nogle andre.

Det er en lille verden præget af sine egne ideer, og hvor man ikke tager udefrakommende forsøg på at bestemme særligt højtideligt. Det er særligt tydeligt i ’Da løjtnanten blev tæmmet’ hvor en fuldbyrdet dansk officer sendes til kolonien for at sætte lidt skik på deres forsvarsvilje. Fangerne leger med nogle dage, men da de bliver trætte af hans bestemmetrang, bliver han sat grundigt på plads. Andre gange er det en fornøjelse at få lidt inspiration udefra. Da de en sæson får besøg af en tatovør, bliver hele mandskabet flot udsmykket – og tatovøren kan rejse hjem med en formue, for han har plukket dem for skind.

Der er selvfølgelig masser af barokke hændelser. Vi møder en mand, der stædigt stikker sit hoved ind i ovnen for ikke at tale med sin gæst, en toiletspand, der koger over på komfuret, en død mand, der bliver frosset ned og tøet op, så han kan sidde med til bords ved sit eget gravøl og meget andet.

Det er morsomt, selvom det ikke er helt så hysterisk vanvittigt som i Signalkanonen, og gennem historierne flyder en strøm af menneskelighed og kammeratskab.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s