Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

(Selv)biografi om en skrøbelig mor

Efter moderens død beslutter de Vigan, at hun vil skrive en bog om hendes liv, og hun griber arbejdet systematisk an: Lange interviews med moderens søskende og andre, der kendte hende, gennemgang af efterladte dokumenter og hendes egne dagbøger fra teenageårene – det hele tygges igennem, og resultatet er et fint portræt af en skrøbelig kvinde.

Historien fortælles i tre dele: Den første handler om Luciles opvækst i en børnerig familie efter anden verdenskrig. På overfladen var det en lykkelig familie med to charmerende forældre og en stor børneflok, men overfladen var ikke hele historien. Først og fremmest var der de ulykker, der ramte familien i en lind strøm, og som betød at tre af børnene døde inden de blev rigtigt voksne. Men der var også forældrene.

Liane elskede børn og forblev en klippe i familiens liv, men rollen som mor til en kæmpe børneflok kunne også blive for meget. Så smed hun ungerne på gaden et par timer, eller hun gik simpelthen hjemmefra for at forsvinde i biografmørket. Hendes forhold til Georges var præget af ægte kærlighed, men også af sin egen handelsbalance. Han vendte altid tilbage til hende og gav hende de børn, hun ville have. Hun så til gengæld gennem fingre med hans dominerende personlighed og hans utallige sidespring – også selvom hans interesse for kvinder efterhånden kom tættere på end godt var.

Idyllen blev for alvor brudt, da lillebroren Antonin druknede – og som læser får man fornemmelsen af, at noget er helt galt, da forældrene adopterede den jævnaldrende Jean-Marc som en slags erstatning.

Selvom Lucile sjældent er alene i familien, så er der også en afstand til den, som om hun har svært ved at lade sig opløse i familiefællesskabet. Hun er mest optaget af at læse på sit rodede værelse, og skolen fanger hende aldrig rigtigt.

I stedet bliver hun gravid som ganske ung, bliver mor til forfatteren og dermed begynder anden del. På mange måder er det den mest rystende, fordi den handler om Luciles sammenbrud og efterfølgende indlæggelse på psykiatriske hospitaler, ti år med tung medicinering og to piger som tvinges til at blive voksne alt for tidligt.

”Den 29. januar blev Manon og jeg indkaldt til ekstraordinært møde af Lucile. Dagsordenen viste sig hurtigt at være den, at Lucile ville gøre os opmærksom på, at hun havde telepatiske evner. Altså kunne hun mærke alt, hvad der foregik, selv på lang afstand, og hun kunne kontrollere de fleste ting. Lige som hun havde sagt det, lød der et skrig fra en mus ude i køkkenet. Lucile præciserede nu, at hun også kunne jage mus på flugt, inden hun omgående rettede på det, hun lige havde sagt: ”Nej, nu er jeg for dum, en mus er ikke en ting.” (s. 200)

Hvor frygteligt må det ikke have været for to piger på 10-12 år at se deres mor gå i opløsning på den måde?

Alligevel er båndene tætte, og moderen formår faktisk at få sig et nyt liv. Da hun endelig begår selvmord er det selvfølgelig en tragedie, men det er på sin vis også en triumf, fordi hun til det sidste fastholder kontrollen over sit liv.

Romanen veksler mellem Luciles historie og forfatterens refleksioner over skriveprocessen. Vi hører om, hvordan hun går i stå, genoptager skrivningen, fordi historien ikke vil lade hende være alene, og vågner skrigende om natten, da minderne om de hårdeste tider vender tilbage. Men også om, hvor svært det er at skulle balancere de mange vidners historier – hun undlader helt at interviewe sin far og Luciles andre mænd, fordi det ville skabe for mange dilemmaer – og det gør det meget tydeligt, at bogen ikke er en endegyldig sandhed. Det er historien om Lucile, som hendes ældste datter fortæller den, og det er både smukt og en smule skræmmende, for det kunne jo være alle familier.

Alt må vige for natten er ikke kun en vildt poetisk titel. Det er et vedkommende og velskrevet portræt af en familie. Det er en kærlighedserklæring til en mor, der havde det sværere end de fleste, men som alligevel formåede at give sine børn ballast nok til at klare sig.