Anmeldelser · Fra den vide verden

Paul Auster: Tilfældets musik

Hvad er det egentlig, der styrer vores liv?

Det her var min første Auster, og efter hvad jeg har kunnet finde ud af, så befinder den sig i den mere ligefremme og tilgængelig ende af forfatterskabet. Nu skal man selvfølgelig ikke tage en realistisk ramme for pålydende, og historien tager da også en drejning i retning af det allegoriske og mytologiske midt i bogen.

Paul Auster: Tilfældets musik - forside

Jim Nashe er i 30’erne. Hans kone er skredet, og han har set sig nødsaget til at placere sin datter i pleje hos søsteren, da han pludselig arver en stor sum penge efter sin far, som han ikke har set i årevis. I stedet for at bruge pengene til at starte en ny tilværelse køber han en bil og giver sig ud på en årelang rejse rundt i USA. Det er den gamle længsel efter frihed, og månederne går med konstant bevægelse, bilkørsel og fraværet af faste relationer.

Udsigten til at løbe tør for penge tvinger ham til at overveje nye veje, og da han samler den unge blaffer Pozzi op, viser der sig en mulighed. Pozzi er en strålende pokerplayer, og han har endelig skaffet sig en spilleaftale med to excentriske millionærer. Der eneste han mangler er kapital, og det får Nashe til at sætte hele sin tilværelse på højkant.

Det går selvfølgelig ikke godt, og inden længe er han og Pozzi fanget i håbløs gæld. Millionærerne er ikke bare excentriske, de er også sadistiske, fantasifulde og ude på at træde vore helte så langt ned i mudderet som muligt.
Jim lever i en konstant strøm af meningsløshed og selvbedrag. Hans rejse er én lang flugt fra en tilværelse han ikke orker mere, og hver gang han får mulighed for at slå rødder, siger han fra. Friheden gør ham ikke lykkelig, og det gør fangenskabet hos millionærerne heller ikke. Rytmen i tilværelsen passer ham egentlig fint, og så længe aftalen ser ud til at være fair, holder Pozzi ud, men bagefter kan han slet ikke klare deres numre. Jim er naiv nok til at tro, at aftalen er så frivillig, som den ser ud, men bag det hele ligger en højst konkret trussel om vold.

Fortællingen er på overfladen ligetil, men selvom de enkelte afsnit og de enkelte dele af handlingen hver for sig er realistiske, så hviler der snart en dyne af uhygge over bogen. Auster leger med muligheden for noget overnaturligt i det tilforladelige – sådan som Stephen King har gjort det utallige gange – men afstår i sidste ende fra det. Uheldet er mere end rigeligt til at holde elendigheden ved lige.

Tilfældets musik er hurtigt læst og grundlæggende spændende, men der er tydeligvis meget mere på spil under overfladen.

4

Reklamer

2 thoughts on “Paul Auster: Tilfældets musik

  1. Jeg elsker Paul Auster, men denne roman hører – efter min mening – ikke til de bedste. Min første Auster big var ‘Illusionernes Bog’ som tog mig med storm.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s