Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Marcel Proust: Swanns verden

Erindringens æstetik

Jeg nåede ikke at læse På sporet af den tabte tid, før jeg blev 40. Faktisk kom jeg end ikke i gang. Men med stigende middellevetid, også for mænd, skulle der alligevel være gode chancer for at nå til vejs ende. Jeg har i hvert fald læst Swanns verden, der er den første af kæmperomanens syv dele og bind 1 & 2 af den nye danske udgave. Romanens berømmelse er ikke i sig selv et argument for at pløje sig gennem så mange sider – men det er kvaliteten.

Marcel Proust: Swanns verden - forside

På sporet af den tabte tid handler om den europæiske storhedstid før 1914, men den handler endnu mere om erindringen om den tabte tid og om selve erindringens væsen. Det er netop hvad jeg-fortælleren reflekterer over i bogens start. For ham er der to veje til at åbne sindet og trænge ind i den fortidige tilstand og de følelser, som han så gerne vil genkalde sig og sætte under lup: Søvnen, eller mere præcist grænselandet mellem søvn og vågen tilstand, og så fysiske objekter.

Det mest berømte eksempel er selvfølgelig Madeleinekagen, som tanten i Combray altid gav ham en bid af efter at have dyppet den i sin lindete, men det gælder også i andre sammenhænge. Som barn var jegfortælleren, som nok har meget tilfælles med forfatteren, stærkt optaget af bestemte synsindtryk: Kirketårnet i Combray eller noget så almindeligt som en tjørnebusk, som han fascineret kunne stoppe op for at betragte, og som beskrives som et impressionistisk maleri på skrift.

”Der er ikke så lidt fornuft i den keltiske forestilling om at vore afdødes sjæle holdes fanget i et laverestående væsen, i et dyr, en plante eller en livløs ting, utilgængelige for os indtil den dag der for mange aldrig oprinder, hvor vi tilfældigvis kommer forbi det træ eller kommer i besiddelse af den ting der er deres fængsel. Så skælver de, kalder på os, og så snart vi har genkendt dem, er fortryllelsen brudt. Takket være vores befrielse har de overvundet døden og vender tilbage til os og livet.” (s. 63-64)

Sådan er Prousts erindringer: Når først udløseren er fundet, vender fortiden tilbage med alle sine nuancer, men også med den modne mands mulighed for at vende og dreje, beskrive og analysere det, der var engang.

Swanns verden består af tre dele: En erindring om tantens hus i Combray, hvor familien tilbragte somrene, og hvor den unge fortæller tit måtte lide den tort at blive sendt i seng uden et kys fra sin mor, når den skandaliserede men noble hr Swann kom på besøg. Anden del fortælles i tredje person med en yngre Swann i hovedrollen. Han indleder et forhold til den unge Odette de Crécy uden helt at ane, hvor letlevende hun er. Kun i et kort, smerteligt skønt øjeblik er de lige interesserede i hinanden. Derefter finder hun andre mænd, mens han efterlades i jalousiens kløer. Endelig er der tredje del, der kronologisk foregår senest, og hvor den lidt ældre fortæller er håbløst men også uskyldigt forelsket i Swanns datter Gilberte.

Romanen er ikke uden handling, men kvaliteten ligger i sproget og de smukke associationsrækker, som Proust igen og igen kaster sig ud i. Det kan få selv meget små episoder til at brede sig over mange sider, men digressionerne er i sig selv interessante, og han er faktisk ret god til at vende tilbage til udgangspunktet og binde de løse ender sammen.

4

Advertisements

One thought on “Marcel Proust: Swanns verden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s