Anmeldelser · Europæiske perler

Ian McEwan: Enduring Love

Gode ideer, usammenhængende historie

Joe Rose er en ganske almindelig midaldrende mand. Han har pæn succes som videnskabsformidler – selvom den manglende karriere som rigtig videnskabsmand nager ham lidt – og lever i et lykkeligt forhold med Clarissa, der er litteraturforsker, smuk og desværre ude af stand til at få børn. Hele denne normalitet bliver sat på prøve, da de på en skovtur bliver inddraget i en ulykke. En mand har mistet kontrollen med sin luftballon, og da Joe og fire andre mænd prøver at hjælpe, går det alt galt.

Ian McEwan: Enduring Love - forside

En af dem bliver dræbt, men faktisk er det ikke ulykken i sig selv, der river tæppet væk under dem. (Eller er det? Clarissa mener i hvert fald, og at Joe fra første øjeblik – og helt uafhængigt af de efterfølgende begivenheder – ændrer adfærd og er besat af sin egen mulige skyldfølelse.) Efter politiafhøring, rødvin til nerverne og post-chok-sex bliver Joe ringet op af Jed Parry, en af de andre mænd, der prøvede at forhindre katastrofen. ”Jeg elsker dig,” siger han, og dagen efter opsøger han Joe. Jeds kærlighed er ikke bare voldsom, han er også overbevist om, at den er gengældt, og at det er Joe, der har indledt forholdet og nu leger med hans følelser.

Besked efter besked på telefonsvareren, brev efter brev i posten, tålmodig venten på den modsatte side af gaden. Joe bliver stalket, men hverken Clarissa eller politiet kan tage hans historie helt alvorligt. Tværtimod opfatter de ham som en paranoid kværulant, og Jed bliver snart en kile i forholdet mellem Joe og Clarissa.

McEwan vil undersøge, hvad kærlighed egentlig er for en størrelse. Joes svar er mestendels rationelt: Det er et overlevelsestræk, der er opelsket gennem evolution. Men hvis kærligheden er rationel, kan den også ændre retning og høre op, hvis den ikke længere bidrager til individets velfærd. F.eks. kan den blive udfordret (og forsvinde?) hvis man kommer ud for en dramatisk begivenhed. Jeds svar er langt mere radikalt og måske også patologisk. Hans forestilling om kærligheden er tæt forbundet med hans tro på Gud. Begge dele er grænseløse og totalt upåvirkede af argumenter og afvisning. Pointen synes at være, at kærlighed (og tro) er en form for mild sindssyge, der kan udvikle sig til rigtig sindssyge.

Jeg har det grundlæggende fint med filosofiske diskussioner i romaner, men historien skal stadig fungere, for at det er god litteratur, og det er netop problemet med Enduring Love. Anslaget er spændende (hvem er skyld i ballonulykken? hvordan er det for en mand at blive stalket af en anden mand) men jeg troede ikke rigtig på personernes udvikling og handlinger. Joe og Clarissa bliver alt for nemt drevet fra hinanden, og man har hele tiden på fornemmelsen, at de mere er brikker i forfatterens spil end troværdige karakterer.

3

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s