Brydere skal også have børnene passet
Maggie og Hopey er de to gennemgående hovedpersoner i Hernandez’ livsværk, der vel nærmest må karakteriseres som en kollektiv graphic novel med udgangspunkt i kvarteret Hoppers, et eller andet sted i Los Angeles’ uendelige forstæder. I forrige bind – Speedy Ortiz dør – voksede pigerne op, Maggie opgav sit kald som mekaniker, fordi det ikke var et arbejde for puger, og ved siden af diverse kærlighedshistorier, gav de den gas i det lokale punkmiljø.
Dette bind er historien om, hvordan de glider fra hinanden og oplever hver deres eventyr, før de endelig mødes igen til sidst. Hopey er hovedpersonen i den første og længste historie – som dog også er delt op i kapitler, der kan stikke i forskellig retning. Mens Maggie forsvinder, fortsætter hun sin turné / dannelsesrejse et sted på østkysten, hvor hun bl.a. kommer i nærkontakt med en flok kvindelige TV-ikoner. De har smag for smæk og bleskift på unge piger, som de betaler for at spille rollerne. Ikke overraskende slutter den historie grumt, for den slags fritidssysler skal selvfølgelig ikke ud.
Anden halvdel fokuserer på Maggie, der langsomt vender hjem til Hoppers. Hin prøver dog at undgå de gamle kredse og starte på en frisk, men det er svært. Hun er jo en del af lokalområdet, men vender snart blikket mod den professionelle brydescene, som hendes kusine prøver at slå igennem på. Det er på overfladen et gakket univers, men nedenunder er det fyldt med stærke og indignerede mennesker, der ikke finder sig i noget og altid er klar til at stille op for de undertrykte.
Maggies fortælling er klart den bedste. Hendes usikkerhed udspringer af, at hun ikke kan få sig selv til at være alt det hun kunne være, og den tvivl breder sig til hele hendes tilværelse. Skal hun være sammen med Hopey eller skal hun ikke? Skal hun vende hjem til Hoppers eller skal hun ikke?
Det er som sagt det andet bind historier jeg har læst af Jaime Hernandez, og tidligere har jeg også læst de tre bind om Palomar fra brormand Gilberts hånd. Deres fælles blad, Love & Rockets, hvor historierne er taget fra, har nærmest kultstatus, og der er ingen tvivl om, at de har været med til at forme den moderne amerikanske graphic novel med deres fortællinger om almindelig mennesker langt fra superheltenes overgearede verden.
Så jeg burde være vild med bogen, men det er jeg ikke. Den fungerer som en krønike, skabt fra uge til uge, men jeg sad ikke tilbage med oplevelsen af et logisk sammenhængende værk, og så spændende var historierne heller ikke hver for sig.
Mest om bøger 