Refleksioner over rædslen
Levi er et af det tyvende århundredes vigtigste iagttagere. Ikke nok med at han har aflagt vigtige vidnesbyrd om de rædsler han så i Auschwitz, han har også et skarpt analytisk blik på lejrens logik. Selvom den i første omgang kunne fremstå som rendyrket vanvid, så var der en grusom mening med det meste. Den analyserende tilgang var allerede tilstede i Hvis dette er et menneske fra 1947, måske som en forudsætning for overhovedet at kunne skrive om oplevelserne så kort tid efter. Den trådte en smule i baggrunden i Tøbruddet fra 1963, der mere føles som en handlingsbåret beretning om den mentale og fysiske rejse tilbage til livet og til Italien. Til gengæld foldes den fuldt ud her i De druknede og de frelste, der blev Levis sidste bog inden hans formodede selvmord i 1987. Var det denne sidste konfrontation med ondskaben, der blev for meget for ham? Det finder man nok aldrig ud af, men lige under den fine, skarptseende prosa mærker man vreden og fortvivlelsen.
Bogen består af 8 kapitler, hvor Levi reflekterer over forskellige aspekter af kz-lejrens liv. De fleste konkrete eksempler er hentet fra Auschwitz, hvor han selv opholdt sig, men han inddrager også en bred litteratur – både forskning, erindringer og materiale fra retssager – i sin undersøgelse. Det første kapitel handler naturligt nok om problemerne med erindring. Levi er helt opmærksom på, at hukommelsen er en vanskelig størrelse, og at erindringer med tiden bliver overlejret af alle mulige andre hensyn end sandheden om, hvad der rent faktisk skete dengang. Det kan selvfølgelig være gerningsmænd, der har en direkte interesse i at huske forkert, men det handler også om, at fortællingen om det skete efterhånden overtager pladsen fra den oprindelige erindring. Det er ikke mindst en udfordring for dem, der har fortalt om deres oplevelser mange gange, som f.eks. Levi selv.
Det næste kapitel handler om gråzonen, og her tager Levi fat på de overlevendes grundlæggende spørgsmål: Hvorfor har netop de overlevet, når langt de fleste er døde? Her er han meget klar i spyttet: Lejrens privilegerede var overrepræsenterede blandt de overlevende. Det var en simpel funktion af lejrens udsultningsstrategi, for det var umuligt at overleve mere end et par måneder, hvis man ikke tiltuskede sig ekstra rationer på en eller anden måde. Dem, der påtog sig en eller anden rolle i systemet, havde bedre chancer, og det er selvfølgelig en af grundene til, at nazisterne i så høj grad kunne lade lejrene styre sig selv. Det var langt fra alle, der var villige til at tage rollen på sig, men det var ligegyldigt. Der var altid flere mennesker at tage af.
Med den erkendelse følger det næste tema naturligt: Skammen over at have overlevet, for den overlevelse kunne i en vis forstand kun finde sted, fordi andre var døde. Det var ikke muligt at overleve uden først og fremmest at tænke på sig selv, og derfor var det uundgåeligt, at alle overlevende på et eller andet tidspunkt havde opført sig egoistisk. Levi fortæller, hvordan han engang havde delt en smule vand i et gammelt rør i den fabriksbygning, hvor han arbejdede, med én af sine kammerater men ikke en anden. Det var den anden, der også endte med at overleve, og selv mange år efter var den smule vand som et åbent sår imellem dem.
Endnu et vigtigt kapitel handler om ”unødvendig vold”. Vold var en integreret del af hele systemet, og mange har efterfølgende undret sig over, hvorfor fangerne ikke bare blev myrdet men også ydmyget, nedværdiget og slået. Det er Levis overbevisning, at der i virkeligheden ikke var ret meget unødvendig vold forstået på den måde, at det, der virkede som meningsløs vold set fra ofrenes side, havde en vigtig funktion for systemet. Det handlede om at hærde bødlerne og dehumanisere ofrene, så mordet, der hele tiden var systemets endemål, blev muligt. Barberingerne, tatoveringen i Auschwitz, de udskregne ordrer, ydmygelserne på togrejsen, de timelange appeller i al slags vejr – det handlede alt sammen om at nedbryde fangernes menneskelighed. Inde i lejren handlede det også om at fastholde hierarki og disciplin. Der var fanger, der slog tilbage på vagter eller kapoer, og de blev omgående skudt eller banket ihjel.
Hvert kapitel er fyldt med vigtige overvejelser om holocaust, om dets ofre og gerningsmænd, og om eftertidens erindring. Det hele er skrevet i Levis afdæmpede, nøgterne og analytiske prosa, men det er samtidig en dybt personlig bog, hvor man hele tiden mærker, at der bagved er et nysgerrigt menneske, der desperat prøver at forstå, hvad der er sket med ham. Samtidig er han bevidst om, at hans vidnesbyrd er vigtigt, så menneskeheden kan undgå tilsvarende katastrofer i fremtiden. Som han skriver i efterordet: ”Det skete, derfor kan det ske igen; og det er kernen i hvad jeg har at sige.”
Mest om bøger 