Fortællinger fra kanten af samfundet
Stridsberg brød tidligt igennem med Drømmefakultetet, men jeg må indrømme, at jeg ikke har fået læst noget af hende før nu. Novellesamlingen her er fra 2021, og den rummer i alt 11 historier på knap 250 sider. Det er altså forholdsvis lange noveller, hvor der er plads til at folde personer og handlingsforløb ud, og de er båret af en fælles interesse for mennesker i udsatte positioner. De fleste er på kanten af samfundet, og nogle af historierne er også på kanten af virkeligheden.
Den novelle, der har givet bogen sin titel, er bogens første. Det er et godt valg, for allerede her præsenteres læseren for bogens tematikker. Fortælleren ser tilbage på sin opvækst i Huskvarna, dengang hvor den var en rigtig industriby, og hvor mange af byens mænd arbejdede på våbenfabrikken. Hans bedste ven er Hunter, og hans far passede ikke ind. Han var sød nok, men han var en af byens sutter, en der ikke kunne og måske heller ikke ville have et arbejde og en normal tilværelse.
Hunter er overladt til sig selv, og bortset fra fortælleren har han ikke mange venner. I hvert fald ikke blandt menneskene, for han har et forunderligt tag på hunde. De følger ham uden videre, og ofte tager han dem med ud i skoven, hvor han sætter dem fri. Men han samler også på hunde i en lille lejlighed, hvor han opholder sig, når han ikke er hjemme hos faren. Det er noget slum, men fortælleren hænger på, indtil den dag, hvor han opdager et meget stort dyr i flokken – det er en ulv, og for første gang bliver han bange for Hunter. Kort efter forsvinder Hunter ind i skoven sammen med ulven – og siden har ingen set dem.
En fortæller i nutiden der nostalgisk og undrende ser tilbage på sine barndomsminder – den opskrift går igen i flere af novellerne.
Historierne fungerer generelt godt. Jeg var ikke mindst glad for Hvalerne, hvor fortælleren ser tilbage på et besøg i en hvaludstilling som barn, hvor man kunne få lov til at gå rundt inde i kadaveret, inden det blev læsset på en lastbil og kørt videre eller til destruktion. Men der er mange interessante eksempler. F.eks. også Min psykoanalytiker, hvor fortælleren bruger det mest at terapien på at skælde ude på psykologen, presse ham til at indrømme, at han bedre kan lide hende end hans datter, og i det hele taget ikke komme nogen vegne med de problemstillinger, som vel har fået hende til at opsøge ham i første omgang.
De fleste historier foregår i Sverige, men der er også nogle stykker, der er placeret i USA med amerikanske hovedpersoner. Temaerne går igen i de amerikanske historier, men der er måske en lille tendens til, at forfatteren prøver at slippe af sted med lidt vildere hændelser der.
Jeg var glad for Hunter i Huskvarna. Det er interessante noveller, som interesserer sig for tab, erindring og for mennesker, der er lidt på kant med livet. Det kunne være fint med lidt mere variation, også i den melankolske grundtone, men alt i alt en god læseoplevelse.
Mest om bøger 