Primo Levi: Hvis dette er et menneske

Nøgtern beretning om rædslen

Mange kom til Auschwitz, men kun få kom derfra igen. Alene af den grund er Primo Levis bog fra 1947 en beretning om en usædvanlig skæbne, for i lejren var døden det normale og intenderede resultat. Det er Levi selv helt opmærksom på, og han skriver flere gange undervejs, at det krævede strategi men først og fremmest held at overleve.

Levi havde været partisan i de norditalienske bjerge, da han blev arresteret i december 1943. I januar året efter blev han sammen med de andre jødiske fanger i interneringslejren transporteret til Auschwitz, hvor kvinder, børn og gamle omgående blev dræbt. Han overlevede den første udvælgelse og kom til Birkenau-lejren, hvor nazisterne prøvede at klemme den sidste arbejdsværdi ud af fangerne, inden de selvfølgelig også skulle dø. Han opholdt sig der til russerne befriede lejren i slutningen af januar 1945.

Bogen er en fortælling om Levis oplevelser i de 12 måneder han var i lejren, men det er også en analyse af, hvordan lejren fungerede, og hvordan nogle overlevede, mens langt de fleste gik til grunde. Det almindelige var undergang, og den enkleste vej til undergangen var at prøve at indordne sig under lejrens logik. Hvis man ”bare” arbejdede, som man fik besked på, og spiste hvad man fik serveret, var nedslidningen og udsultningen garanteret. Som Levi bemærker et sted, så døde man ikke at få bank, fordi man dovnede med sit arbejde, men man kunne meget nemt dø af overanstrengelse. Fulgte man reglerne, ville man snart være en af de grå ”muselmænd” der før eller siden ville blive udvalgt og sendt til gaskamrene.

Det krævede noget andet at overleve. F.eks. at man kunne et håndværk, så man kunne bytte sig til ekstra brødrationer, en tjans som barakformand, prostitution hos de engelske fanger, tuskhandel eller simpelt tyveri fra medfangerne. Levis held var, at han blev kom på infirmeriet med de rigtige skader (slemt nok til at få adgang til roen og den lidt bedre kost, ikke slemt nok til at blive anset som håbløst tilfælde ved udvælgelsen), at han havde en tæt alliance med Andrea, der også var med på transporten fra Italien, og at han som kemiker blev udvalgt til en særlig arbejdskommando med knap så hårdt arbejde. Og måske det største held af alle: Under en udvælgelse fik han lov til at overleve pga. en simpel misforståelse.

Levi er kendt for flere fyndige sætninger om holocaust og lejrene. Vigtigst selvfølgelig ”Det er sket én gang, altså kan det ske igen” men der er andre episoder, der er blevet en del af den kollektive erindring. Lige da han er ankommet, vil han tage en istap for at få vand, hvorefter en tysk soldat slår ham. Da Levi spørger hvorfor, får han det lakoniske svar ”Hier gibt es kein warum”. (Her findes intet hvorfor) Den bemærkning udtrykker præcist det enkelte menneskes hjælpeløshed i et system, der fremstod irrationelt og uforudsigeligt for at holde al modstand nede.

Men egentlig var der ikke mangel på logik. Det var bare en fuldstændigt vanvittig logik, der havde til formål at reducere mennesker til dyr og i sidste ende at dræbe dem. F.eks. gjorde det ikke så meget, om det præcist var de stærkeste fanger, der fik lov til at overleve en udvælgelse, når det vigtigste var at skaffe plads til den næste transport.

Selvom Levi understreger, at fangerne reduceres til dyr, der kun kan tænke på deres egen overlevelse og må bryde med al moral for at opnå dette mål, så er hans beretning også en fortælling om, at det er umuligt at pille al menneskelighed ud af mennesket. Selv her gøres der bittesmå tjenester, selv her opbygges et netværk af sociale relationer.

Hvis dette er et menneske er et voldsomt vidnesbyrd om nazismens ufattelige forbrydelser, og det er også en sociologisk analyse af lejrens indre logik. Bogen er skrevet med en nøgternhed og distance, der sikkert har været nødvendig for overhovedet at kunne holde ud at tænke på, hvad der var sket. Her står den i kontrast til den mere personlige og ”litterære” beretning i Imre Kertesz’ roman De skæbneløse. Begge bøger er nøgler til at forstå det uforståelige og til at huske det, der ikke må glemmes.