Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Tom King og Gabriel Walta: The Vision

Mareridt i forstaden

Den nye serie af Marvel-udgivelser fra Fahrenheit og Faraos Cigarer er en blanding af gamle klassikere og nye udgivelser, der kommer på dansk for første gang. Tom Kings serie om The Vision fra 2015-2016 hører til den sidste kategori, og når den er blevet udvalgt, skyldes det vel både dens høje kvalitet og det forhold, at den var en af de vigtigste inspirationskilder til TV-serien Wanda Vision på Disney Plus.

Tom King og Gabriel Walta: The Vision 1. Næsten menneskelig - forside

The Vision er en ret enestående skikkelse i Marvels store univers. Han er en androide skabt af den onde robot Ultron, men fordi hans bevidsthed er moduleret efter et menneskes hjernebølger, er han mere end en kunstig bevidsthed. I mange år dannede han par med Scarlet Witch, men i denne serie er han – måske – kommet videre. Han har skabt sig en kone, Virginia, der også er moduleret over menneskelige hjernebølger, og to teenagere, Viv og Vin, der kombinerer forældrenes hjernemønstre.

Hele familien er flyttet til en forstad uden for Washington DC, hvor Vision er forbindelsesofficer i Det Hvide Hus. Der er intet han ønsker sig mere end en familie og at være normal, og hvad er mere normalt end at bo i en forstad, gå på arbejde, lade konen passe huset og sende børnene i highschool? De gør alle deres bedste for at leve op til konventionerne, og som titlen på første bind konstaterer, så er de ”næsten menneskelige”. Men også kun næsten.

Tom King og Gabriel Walta: The Vision 2. Atter en dag - forside

Det er f.eks. de færreste mennesker, der opsøges i køkkenet af superskurke, mens de er i gang med at gennemgå børnenes lektier. Men det er præcis hvad der sker. The Grim Reaper dukker op ud af det blå, gennemborer Vivs krop og sender hende i koma. Virginia er til gengæld meget menneskelig i sit raseri. Hun slagter ham nærmest med en serveringsbakke, og da det hele er overstået, graver hun ham ned i haven og beslutter at undlade at fortælle Vision den del af historien.

Derfra går det kun ned af bakke. Konflikter med naboer og i skolen får en helt anden karakter, når den ene part har superkræfter – også selvom de på overfladen er udstyret med en ufejlbarlig logik.

Tom King og Gabriel Walta: The Vision - sideeksempel

Tom King er en af tidens vigtigste tegneserieforfattere, og her understøttes han fremragende af Gabriel Waltas tegninger. Han tegner med en blød blyant, og han er fænomenal til at få Vision-familien til både at ligne robotter og udtrykke indre følelser på samme tid. Samtidig er han eminent til at fange en klassisk forstadsidyl, hvor alt er gennemsnitligt på overfladen, mens ingen ved, hvad der faktisk foregår inde bag facaderne. Den danske udgave har heldigvis valgt at medtage alle forsiderne fra de tolv numre, som serien oprindeligt bestod af. De fleste er tegnet af Mike del Mundo, der lige formår at give forstadstemaet en ekstra dosis vanvid, som f.eks. den hvor Virginia prøver at feje Grim Reapers lig ind under gulvtæppet.

Jeg var meget begejstret for serien. Tom King formår at fremstille androiderne som på en gang meget anderledes og meget menneskelige. Det er foruroligende, men historien løfter sig for alvor, fordi deres omgivelser også er genkendelige. Der er ikke bare grænser for robotters logik, det er der i høj grad også for menneskers, og resultatet af det møde er foruroligende.

Skriv en kommentar