Kollektivroman fra den islandske finanskrise
Bogens åbning er både smuk og poetisk. Fortællerstemmen kommer ind fra havet sammen med vinden, den glider langsomt hen over stranden og ind mellem husene i den lille fiskerby Valeyri på den islandske nordkyst. Sidste kapitel er en spejling, fortællerstemmen drager videre, og de knap 200 sider ind i mellem udgør portrættet af byen.
Omdrejningspunktet er Kata, der cykler fra sit hjem til forsamlingshuset, hvor hun skal stå for en koncert med det lokale kor. Undervejs passerer hun bogens øvrige personer, der enten selv skal til koncerten eller ser hende cykle forbi. Hvert kapitel er viet til en historie, der godt kan handle om flere personer. Det er særligt tydeligt i et centralt afsnit om byens selvbestaltede elite, der består af to ægtepar, der er bundet sammen i et skæbnefællesskab, selvom de bagtaler hinanden på kryds og tværs, og der er da heller ikke meget at råbe hurra for. Det ene ægteskab er dødt, og både bankmanden Oli og den tidligere direktør for fiskeindustrien Johs har været dybt involveret i den spekulationskapitalisme, der brød sammen i forbindelse med finanskrisen. Thorsson er også aktiv politiker, og man mærker det kritiske bid, når det lakonisk konstateres, at statskassen overtager gælden, og at direktørerne bevarer deres positioner.
I det hele taget hænger den dybe økonomiske krise som en dyne over romanen. Det ses ikke så meget i individuel armod, men kommer mere til udtryk i, at næsten alle personer har gennemlevet alvorlige traumer, lever i ensomhed og nærmest uden håb for fremtiden. Samtidig er Valeyri en del af den fjerneste islandske provins. De unge er nødt til at rejse væk for at få uddannelse og job i Reykjavik, og hvis de vender tilbage er det enten med ar på sjælen eller for at bruge deres forældres huse i sommerferien. Der er mænd martret af mislykkede forhold til kvinder, kvinder, der forelsker sig i mænd, som ikke kan blive hos familien, og mænd, der er blevet misbrugt som børn.
Det er ikke videre muntert, men nogle har trods alt formået at pakke deres problemer ind i daglige rutiner, og som litteratur betragtet formår Thorsson at lave en relativt nuanceret persontegning på de få sider, der er til hver fortælling. Der er klicheer imellem – det var f.eks. lovligt nemt at gøre præsten til fordrukken ludoman – men en bys identitet afhænger også af dens originaler.
Romanen fungerer som portræt af en by, selvom jeg havde den samme oplevelse, som jeg tit har med korte noveller: Personerne blev sluppet igen, så snart jeg var begyndt at finde dem interessante.
Mest om bøger 