Anmeldelser · Europæiske perler

Iain Banks: The Crow Road

Det var heller ikke nemt at blive voksen I 1980’ernes Skotland

Livet, døden og kærligheden bliver litteraturen aldrig færdig med, og den svære ungdomstid går nok heller ikke af mode foreløbig. Den er i hvert fald temaet for Banks’ roman fra 1991, der stiller skarpt på en splittet familie ude på den skotske vestkyst, hvor vejret er barskt og det sociale hierarki intakt. Familien McHoan er mere end almindeligt hårdt ramt af mærkværdige dødsfald, og historien starter med bedstemor Margots begravelse. Hun er faldet ned fra et tag, og nu er hun også ”away the Crow road” som hun med et særegent og usentimentalt udtryk kalder det.

Iain Banks: The Crow Road - forside

Fortælleren er Prentice McHoan. Han er i starten af tyverne, læser på universitetet men er samtidig plaget af tvivl, druk og længsel efter den smukke Verity Walker. Han er også på kant med sin far, Kenneth, der er en principfast ateist og ikke har meget til overs for hans flirten med åndelighed. For at gnide salt i såret er han oven i købet blevet en overfladisk discipel af onkel Hamish’ mærkværdige religion. Selv til begravelsen siger de ikke et ord til hinanden, og Prentice’ egne søskende har han også et anstrengt forhold til. Storebroderen Lewis er alt for smart, charmerende og succesfuld og lillebror James er bare pubertært irriterende. Det er faktisk kun moderen og Hamish’ kone Antonia, som han fungerer nogenlunde sammen med.

McHoan-familien har oplevet mere tragedie end godt er. Prentice’ tante Fiona er død i en bilulykke og onkel Rory, der har udgivet et par succesfulde bøger med rejseberetninger, har været forsvundet i ti år. Ikke nok med det: I vennekredsen er den karismatiske, spirende kunstner Darren Watt blevet dræbt i en trafikulykke, og det er som om Prentice aldrig har fået bearbejdet de tab, han har oplevet. Som fortæller er han ved at boble over af ironiserende distance til det hele, men neden under er smerten ved at udhule hans selvværd. Det kan hverken bogens mange drukture, betagelsen af den smukke Verity eller venskabet med den dejlige Ashley Watt tilsyneladende lave om på.

Alligevel er det ikke en trist eller tragisk bog. Prentice dyrker sin selvynk, men han er hele tiden klar over det, og som læser har man en fast tro på, at livet i sidste ende vil ham det godt. Hans stemme er mere humoristisk end deprimerende, og selv i de sorteste stunder har han en kvik bemærkning på lager. Det er heller ikke en bog om alkoholens ødelæggende virkning, tværtimod sætter den også de unge fri til at tale om deres følelser og trods alt bevæge sig fremad.

Det er fermt og underholdende afviklet, og når jeg ikke kan skrive så meget om plottet skyldes det to ting: For det første er det de første 300 sider ikke særlig tydeligt, at der overhovedet er et plot. For det andet formår Banks gnidningsfrit at gøre sin coming-of-age roman til en thriller, for lige så gnidningsfrit at vende tilbage og afslutte Prentice’ overgang til voksenlivet. Det er så fermt gjort, at man muntert går med på en helt usædvanligt corny kærlighedserklæring til sidst.

En kommentar til “Iain Banks: The Crow Road

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s