Jiro Taniguchi og Hiromi Kawakami: Senseis mappe

Madglæde og undertrykte lidenskaber

Tsukiko er en kvinde i 30’erne, der lever et stille liv i en forstad til Tokyo. Hun passer sit arbejde, der ikke interesserer hende synderligt, og hun går ud og spiser på små restauranter i nærheden af, hvor hun bor. På overfladen er hun tilfreds, men det er nemt at få den tanke, at hun ikke har fået det ud af livet, som hun har drømt om.

En dag møder hun sin gamle gymnasielærer på en restaurant, og de opdager hurtigt, at de kender hinanden og har lyst til de samme specialiteter. Snart mødes de regelmæssigt, spiser ved siden af hinanden, småsnakker lidt, deler en flaske sake eller to, inden de betaler hver deres del og går hvert til sit. Sensei Matusumoto – Tsukiko kalder ham altid bare for Sensei – viser sig selv at være en skikkelse med et enkelt liv. Hans kone har forladt ham, og han bor alene.

Efterhånden begynder de at ses lidt mere. De tager på svampetur med ejeren af restauranten, og han inviterer hende med på skovtur i anledning af kirsebærtræernes blomstring. Der møder hun en af sine gamle bekendte fra gymnasiet, men selvom han er sød og inviterer hende ud, kommer der ikke rigtigt noget ud af det.

Tsukiko føler sig tiltrukket af sensei, men hun har svært ved at indse sine egne følelser, og han holder hende på afstand, så det både er en nydelse og en pine at være sammen med ham. Som læser er det egentlig heller ikke nemt at forstå hendes forelskelse, men hjertets veje er jo uransagelige.

Taniguchi har en tynd, fin streg, og han er en mester i at variere ansigtsudtryk, så de ikke bare udtrykker sindsstemninger men også subtile ændringer i graden af tristhed eller ensomhed. Det er dragende på en meditativ måde, og samtidig er det tydeligt, at han i fortællingen – der er en tegneserieficering af Kawakamis roman af samme navn – trækker på velkendte temaer. Maden fylder meget her, men blev foldet helt ud i Den ensomme gourmet, og den meditative stemning minder meget om Manden der går tur, selvom den er noget mere melankolsk i dette tilfælde.

Som altid er det en fornøjelse at læse Taniguchis elegante billedfortællinger, og selvom der på overfladen sker meget lidt, så er det et rørende menneskeligt drama, der folder sig ud. Jeg sætter mig gerne i et meditativt hjørne med Taniguchi en anden gang, og jeg blev nysgerrig efter at læse romanforlægget, der også er udkommet på dansk.