Anmeldelser · Klassikerhjørnet · Scenekanten

William Shakespeare: Romeo og Julie

Gensyn med romantisk klassiker

Jeg har ikke læst så meget Shakespeare tidligere, så det er jo ikke ligefrem overraskende, at jeg skulle hen i sidste halvdel af bind 2, før der dukkede et stykke op, som jeg tidligere har læst. (Og i øvrigt også set i Baz Luhrmanns filmatisering med Leonardo DiCaprio og Claire Danes i hovedrollerne.) Genlæsningen viste tydeligt Shakespeares overlegne sprogkunst, men dramaturgisk stod stykket svagere, end jeg huskede det.

William Shakespeare: Samlede skuespil i ny oversættelse- bind 2

Historien er velkendt: Familierne Capulet og Montangue er bitre fjender i middelalderens Verona. Fyrsten prøver at gyde olie på vandene – eller i hvert fald at slå hårdt ned på ballademagere for at sikre den offentlige orden – men hadet er levende og præger selv tjenestefolkenes møder i gaderne. Romeo Montangue er forelsket i en kvinde i nonnekloster og Julie Capulet står over for et arrangeret ægteskab, da han sniger sig ind til et maskebal i hendes hjem.

Formålet er egentlig bare at drille rivalerne, men da de to mødes bliver de voldsomt forelskede og sætter alt ind på at være sammen. Romeo sniger sig ind i haven, hvor Julie taler ud i natten fra sin balkon, og dagen efter bliver de gift i hemmelighed. Desværre er familierne og deres allierede ikke klar over den lykkelige udvikling, og da Mercutio og Tybalt bliver dræbt i et sammenstød, får fyrst Escalus nok. Romeo bliver forlist til Mantua, og da ingen kender noget til den hemmelige kærlighed, fremskynder Capulet-familien bryllupsplanerne. Det får Julie til at udtænke en desperat plan sammen med fader Lorenzo, men det går helt, helt galt, så de to familier må forsones ved de elskendes

grave.Jeg vidste det godt, men det er alligevel voldsomt at blive konfronteret med hvor unge hovedpersonerne er. Julie er kun 14, Romeo måske et år ældre, og deres stormende forelskelse har ungdommens præg. Det er smukt, spontant og selvfølgelig formidlet med den modne digters sproglige overskud.

”Hun er min kærlighed, hun er min dronning,
åh, gid hun vidste det!
Hun taler, men jeg hører ingenting –
med blikket taler hun, og jeg vil svare.
Jeg er for indbildsk, det er ikke mig,
hun taler til, men to af himlens stjerner,
de allerklareste, som nu har travlt
og trygler hendes øjne om at stråle
i deres baner, til de kommer hjem.
Hvad nu, hvis hendes øjne sad på himlen
og stjernerne i hendes øjenhuler
så ville hendes kinder overstråle
selv stjernerne, som dagslys mod en lampe;
og hendes øjne vandred i det høje
så tindrende, at fuglene tog fat
og sang, fordi det ikke mere var nat.” (s. 371-72)

Det er da fantastisk smukt! Til gengæld var der lidt huller i historien – i hvert fald virkede fader Lorenzos handlinger mere end almindeligt mærkværdige, og det er et problem, fordi han former så meget af handlingen i anden del af stykket. Fint nok at bakke unge elskende op, men det virker mærkeligt at gifte så unge mennesker så hurtigt og decideret uforsvarligt at forgifte en unge kvinde næsten til døden.

Det er selvfølgelig kun detaljer. Romeo og Julie vil altid stå som et monument over ung kærlighed, dens evne til at overvinde omverdenens fordomme – og virkelighedens skånselsløse afvisning af deres håb.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s