John Dos Passos: Den 42nde breddegrad

Eksperimenterende roman med drive

Det er 100 år siden bogen udkom første gang, og selvom der er sket meget siden da, så føles den overraskende frisk. Den foregår overvejende i byen, den skildrer et buldrende produktionssamfund og så byder den på så moderne fænomener som lobbyisme og boligindretning. Det er kort sagt et stærkt portræt af et USA, der buldrede frem for så at blive trukket ind i den gamle verdens sammenbrud i 1917.

Romanen har fem hovedpersoner, der først skildres hver for sig, men som efterhånden kommer i berøring med hinanden på kryds og tværs. Deres historier fører læseren rundt i det store land – endda med afstikkere til Canada (god løn) og Mexico (kaotisk revolution) – men i sidste ende peger historien mod New York. Indvandringens store port på den 42. breddegrad var kapitalens centrum, og det blev også herfra skibene sejlede tropperne til slagmarkerne i Europa.

Fainy McCreary tilhører arbejderklassen, og efter moderens død flytter han med familien til Chicago, hvor en onkel hjælper dem i gang. Mac arbejder som trykker på et venstreorienteret trykkeri, og da det går fallit starter en vagabondtilværelse. Han hjælper en småsvindler med at sælge billigbøger til hungrende husmødre, bygger jernbane i Canada og får sig såmænd også etableret med kone og barn i Californien. Desværre er det frie liv og revolutionens bacille gået ham i blodet, og han rejser først mod øst for at støtte en minestrejke og så til Mexico for at tage del i den indviklede mexicanske revolution.

J. Ward Moorehouse er hans modsætning. Han vil frem i verden og tjene penge. Efter at have arbejdet for et mislykket feriehusprojekt prøver han at gifte sig til penge, og da det viser sig, at han ikke kan komme overens med sin første kone, finder han en ny forbindelse med penge. Samtidig er han blevet en dygtig reklamemand, og med de voksende klassemodsætninger ser han et helt nyt marked: Han vil forene kapital og arbejde, og snart har han etableret eget firma, der fra sin imponerende adresse i New York breder sine kontakter ud til fagforeningsmænd og direktører.

De to kvindelige hovedpersoner er begge selvstændige. De er ikke på jagt efter en mand, men foretrækker selv at forme deres tilværelse. Janey kommer fra beskedne kår og arbejder sig op som stenograf og sekretær – og da Moorehouse tilbyder hende en stilling i New York, slår hun hurtigt til. Eleanor Stoddard foretager den samme rejse mod storbyen, men hun har lidt flere ressourcer til rådighed og stræber lidt højere. Efter arbejde på en teaterproduktion, der ikke er penge i, får hun etableret et boligindretningsfirma, der bl.a. skal indrette Moorehouse’ villa.

Endelig er der Charlie Anderson, endnu en anden- eller tredjegenerationsindvandrer fra Midtvesten, der vil noget mere. Han bliver mekaniker – hvad kunne være mere typisk for den frembrusende samlebåndsøkonomi? – og en potentiel deltager i den seneste generation mobil krigsførelse.

Mellem kapitlerne er indsat små segmenter. Lynskud er tæt sansede oplevelser fra børn eller unge, mens Sidste Nyt er som at skimme overskrifterne på avisstanderen mens man zapper kanaler på radioen. Et væld af tekstbider fra nyhedsstrømmen klippes sammen til et flimrende billede, der er med til at give romanen sin umiskendelige modernitet.

Jeg var ret glad for historien, der er båret af både ambitioner og fortælleglæde. Personerne var interessante og nuancerede, og jeg nød romanens energi. Det bliver ikke min sidste Don Passos roman.