Anmeldelser · Europæiske perler

Herta Müller: Mit fædreland var en æblekerne

Samtaler om undertrykkelse og litteratur

Det er måske at gå lidt for vidt at kalde værket for en samtalebog, for Müllers partner Angelika Klammer fungerer mere som interviewer end som ligeværdig samtalepartner. Hendes spørgsmål fylder typisk to-tre linjer, hvorefter Müller fortæller over en side eller to. Det er bogens styrke, for Müller er altid værd at lytte til, men det er måske også dens svaghed.

Herta Müller: Mit fædreland var en æblekerne - forside

Herta Müller blev født i en landsby i Rumænien som en del af det tysktalende mindretal. Bedstefaderen havde været med i SS, og mange af landsbyboerne fastholdt deres nazistiske sympatier efter krigen. Alligevel virker det uretfærdigt, at det primært var den tysktalende befolkning, der modtog kollektiv afstraffelse efter den sovjetiske besættelse. Rumænien var trods alt til det sidste en af Hitlers mest loyale allierede og ivrige deltagere i jødeforfølgelserne. Men sådan var det, og moderen blev livsvarigt mærket af deportationen til en fjern fangelejr i Ukraine.

Müller er primært kendt for sin udforskning af diktaturets væsen, og det er også det tema, der går igen i bogen. Børn blev rutinemæssigt banket, og det handlede både om de oplevelser, forældrene havde med sig fra krigen, og om et samfundssystem, der byggede på vold, frygt og systematisk nedbrydning af sine modstandere. På sin vis var forældrenes vold en forlængelse af regimets undertrykkelse.

Da Müller kom i gymnasiet, kom hun også i kontakt med rumænsk og rumænsk kultur. Hun har tydeligvis stor respekt for sproget og for rumænsk folkekultur – i skarp kontrast til den fantasiforladte kommunistisk arrangerede folkelighed, der kun kan mødes med foragt og ligegyldighed – men tysk forblev hendes sprog. I fortvivlelse begyndte hun at skrive, og da hun nægtede at lade sig hverve som meddeler for Securitate begyndte en tid med chikane, forfølgelse og en evig uvished om, hvornår det hemmelige politi ville slå til – og hvor hårdt. Mest skræmmende er historien om, hvordan der gang på gang bliver brudt ind i hendes lejlighed, og hvordan agenterne bevidst efterlader et tegn på de har været der. Over flere måneder bliver hale og poter skåret af et ræveskind, hun har liggende, men intet af det forsvinder.

Bogen handler primært om Müllers liv, men det kan selvfølgelig ikke adskilles fra hendes forfatterskab, og Klammer er god til at spørge ind til parallellerne mellem liv og værk. Barndomserindringerne flyder f.eks. ind i debuten Lavninger, mens erfaringerne med at være overvåget og blive indkaldt til forhør er flydt ind i I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv.

Der er masser af godt at sige om bogen, men jeg var alligevel ikke helt oppe at ringe over den, og jeg tror det hænger sammen med formen. Müllers stemme er vedkommende og interessant, men der mangler en rød tråd gennem bogen – eller rettere sagt: Det er Klammers spørgsmål og interviewplan, der binder bogen sammen, men det er Müllers stemme der giver den fylde og leverer praktisk talt alt indhold. Når det nu er sådan, ville jeg have foretrukket et velkomponeret erindringsbind – eller en af hendes romaner.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s