Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Apostolos Doxiadis og Christos Papadimitriou: Logicomix

Tegnet fortælling om matematikkens historie

Nogle historier er nemmere at se for sig som tegneserie end andre – og historien om matematikkens kamp i starten af det 20. århundrede for at finde et sikkert og uigendriveligt logisk fundament ville ikke være en af de første, der faldt mig ind. Det er ikke desto mindre Logicomix’ projekt, og for at få albummet til at flyve, arbejdes der flittigt med fortællestrukturen.

Logicomix - forside

Historien er bygget op omkring Bertrand Russells liv. Rammefortællingen er et foredrag, som han skal holde på et amerikansk universitet lige efter udbruddet af anden verdenskrig. Han er kendt pacifist, der under 1. verdenskrig var interneret for at protestere mod krigen, så amerikanske demonstranter prøver af udæske ham et svar på det brændende spørgsmål: Skal USA træde ind i krigen, eller skal det forblive neutralt?

I stedet for at svare direkte på det fortæller han om logikkens betydning i hverdagen – og han tager udgangspunkt i sit eget liv. Allerede som dreng mistede han sine forældre, og da farfaren, den tidligere britiske premierminister lord John Russell, døde, blev han opdraget af sin stærkt religiøse farmor. Hun frygter den sindssyge, der hærger i familien, og hun forsager enhver form for amoralsk opførsel, men hun har også ambitioner på drengens vegne og sørger for de bedste huslærere til ham.

Han holder af alle slags lærdom, men det er matematikken og logikken, der for alvor trækker i ham, og efter et opgør med farmorens religiøsitet begynder han at studere matematik. Det viser sig dog at være en skuffelse, for det står hurtigt klart for ham, at faget trods sin påståede objektivitet bygger på antagelser, som ikke er fast forankrede i logik. Opsat på at finde svaret rejser han til Tyskland for at møde mængdelærens pionerer, og han deltager i den berømte matematikerkongres i Paris i 1900, hvor ambitionen om et fuldstændig sikkert grundlag for matematikken lanceres.

Det er også det projekt Russel kaster sig over, da han sammen med Alfred Whitehead går i gang med det vældige Principia Mathematica, der trods sine tre bind og to tusind sider forbliver ufuldstændigt. Russell anser det længe for et fejlslagent projekt, men det logiske formsprog der defineres, får vidtrækkende betydning.

Principia bliver Russells sidste bidrag til matematikken, så historien om faget fortælles indirekte gennem Russells elev Ludwig Wittgenstein og de møder i Wienerkredsen, der først er præget af optimisme og siden bliver rammen om forhåbningernes endelige nederlag. Det sker i 1931, da Kurt Gödel med ufuldstændighedssætningen beviste, at der i matematikken ikke bare vil være ubesvarede spørgsmål, men også ubesvarlige spørgsmål.

Det er historien, som den fortælles af Russel i sit foredrag, men uden om den er foldet endnu et metalag – nemlig om seriens skabere, der diskuterer fortællingen og hvad de matematiske kontroverser betyder. For Doxiadis er historien om Russell en historie om lidenskaber og i sidste ende om frygt. Besættelsen af logik ses nemlig som kontrast til den sindssyge, der altid lurer som mulighed i hans familie – og i mange af de andre store matematikeres sind. Papadimitriou er ikke enig. Han ser slet ikke Russells og de øvrige matematikeres bestræbelser som en forgæves jagt på sandheden, men derimod som nødvendige forudsætninger for Alan Thurings arbejde med algoritmer og computere.

Billedsiden er holdt i en enkel streg, hvor hver af hovedpersonerne er udstyret med let genkendelige træk. Det gælder ikke mindst de temmelig maniske tyske matematikere, der ofte balancerer på grænsen af kolerisk arrigskab. Meget af historien fortælles gennem personer, der tænker, taler og mødes, så det er vigtigt at kunne variere ansigtsudtryk for at vise stemninger og nuancer. Billedsiden fungerer generelt godt uden på nogen måde at overskygge teksten.

Bogen lykkes med at formidle det svære matematiske stof, og udfordringerne med at finde sikker grund under matematikken – og dermed muligheden for at forklare verden i et sammenhængende logisk system – er interessant. Det er Bernhard Russels liv også, men bogen fungerer alligevel kun delvist. Da Russell opgiver matematikken slipper bogen også sit tag i ham. Han er stadig fortælleren, men hans skiftende ægteskaber og egne filosofiske projekter glider ud af fokus, og forfatterne har også svært ved at finde et sted i matematikhistorien at stoppe. I stedet glider det hele lidt ubestemmeligt ud i hundeluftning og en opførsel af Orestien.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s