Anmeldelser · Politik og samfund

Carsten Greve og Anne Reff Pedersen: Reform og forandring

Forandring som grundvilkår for ledelse

Bogens udgangspunkt er, at den ene reform efter den anden skyller ind over den offentlige sektor, og derfor bliver ledelse af forandringsprocesser en central del af alle offentlige lederes portefølje. Udgangspunktet er reformprogrammet fra 1983, hvor New Public Management (NPM) kom på dagsordenen i Danmark, og selvom der fint kunne argumenteres for, at de ekspansive reformer i 1950’erne og 1960’erne indebar lige så store forandringer, så er det et godt udgangspunkt for analysen af den offentlige sektors situation i dag.

Carsten Greve og Anne Reff Pedersen: Reform og forandring - forside

Bogen igennem arbejdes der med både reformer og mere løbende forandringer. Reformer er udtryk for bevidste forsøg på at ændre samfundets indretning, og det analyseres, hvordan de opstår. Udgangspunktet er etableringen af en reformkoalition, der ikke bare omfatter det nødvendige politiske flertal men også vigtige interessenter, og forudsætningen for at komme i gang er formulering af en reformfortælling, der tydeliggør behovet for forandring. Forfatterne understreger, at arbejdet ikke slutter der. Reformer bliver først til forandring, når de er implementeret, og her fremhæves mulighederne i at implementere gennem netværk.

Teoretisk kan forandringer i organisationer forstås som episodiske eller kontinuerlige. Tages der udgangspunkt i den første tilgang, drejer det sig om at lave en god implementeringsplan, identificere de centrale gatekeepere og få de nye rutiner indarbejdet. Det afspejler en opfattelse af organisationer som statiske fænomener, mens udgangspunktet for den kontinuerlige forandringstilgang er fundamentalt anderledes. Disse teorier konstaterer tværtimod, at organisationer hele tiden udvikler sig i en blanding af reproduktion og forandring, og derfor skal forandringslederen primært prøve at give den forandring, der alligevel finder sted, den ønskede retning gennem meningsskabelse.

ogen konstaterer, at offentlige ledere har brug for begge tilgange, og ud fra en pragmatisk tilgang til faget giver det god mening, men det er også en lidt for nem måde at komme uden om, at det er gensidigt udelukkende teorier om, hvad organisationer er.

Forandring skaber modstand, og det gælder ikke mindst udefrakommende reformer. Forklaringen kan være, at reformen går imod medarbejdernes faglige normer, eller at den ses som udtryk for djøficering eller finansministerietænkning. Den vurdering er ofte rigtig, for gennem årtier har effektivisering og mere velfærd for færre penge været et centralt element i de fleste reformer, men det gør dem jo ikke mindre legitime. Som Ove Kaj Pedersen har argumenteret for, så er det simpelthen kernen i konkurrencestaten som samfundsform.

Innovation er også forandring, og her er modstanden ofte mindre. Faktisk drives mange innovationsprojekter af engagerede medarbejdere, der er dybt optagede af at lykkes bedre med deres opgaver og fungerer som innovationsaktører. De skal mobiliseres for at sikre fortsat udvikling, men bogen diskuterer ikke, hvordan begejstringen i denne type bottom-up forandring spiller sammen med overordnede reformer, som typisk drives top-down. At begge dele findes i den offentlige sektor, er der ingen tvivl om, men hvordan forholder de sig til hinanden? Er reformer en forudsætning for at skabe mere innovative kulturer? Eller underminerer de tværtimod innovation, fordi de bruger hele ”forandringsråderummet” hvis et sådant findes?

Endelig diskuterer bogen offentlig værdiskabelse som det endelige mål for offentligt ansatte og offentlige lederes forandringsarbejde. Udgangspunktet er Mark Moores tese om, at offentlige værdiskabelse skal findes i en trekant mellem sikring af politiske legitimitet, udnyttelse / opbygning af organisationens kapacitet og levering af konkrete resultater. Kritik og udbygning af Moores teori vendes også, men det er den forfatterne tager udgangspunkt i bogens afsluttende diskussion. Offentlige ledere skal agere som strategiske forandringsagenter, og de skal gøre det med offentlige værdiskabelse for øje.

Forfatterne anerkender, at arbejdet vil være fyldt med indbyggede dilemmaer og paradokser, og det konstateres også, at organisationer kan have behov for at stoppe op og konsolidere opnåede fordele, men de forventer på den anden side, at reform og forandring også vil præge offentlige ledelse i fremtiden. Den konstatering flugter fint med bogens formål og ambition. Den skal primært guide offentlige ledere i deres arbejde med den forandring, der tages som et grundvilkår, men den forholder sig ikke kritisk til reformernes oprindelse eller om (alle) de sidste årtiers reformer også har skabt forbedringer på outcome-siden.

Bogen er velskrevet og letlæst, og mange medarbejdere og ledere i den offentlige sektor vil utvivlsomt føle, at Reform og forandring både giver en introduktion til de mange forandringsprocesser og stiller redskaber til rådighed for at håndtere dem i dagligdagen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s