Uncategorized

Ib Michael: Orbit

Magisk realisme fra Hundested og omegn

Michael har aldrig været bange for at fabulere i sine romaner, og det er han bestemt heller ikke i Orbit. Det er en historie, der bevæger sig frit i rum og tid, men som alligevel slutter, hvor den begyndte – nemlig i Hundested med Ronnie og Christinas kærlighed.

Ib Michael: Orbit - forside

Ronnie har en broget fortid bag sig. Han har været i Helmand som soldat, og der er døden en konstant følgesvend, både når vejsidebomberne springer og når de danske soldater skal trænge ind i landsbyer, hvor Taliban har etableret sig – hvis man altså kan stole på efterretningerne. Han er også vokset op i udkanten af bandemiljøet, og hans bedste ven er leder af en afdeling af Black Cobras, der er i krig med AK81.

Nu ror han ind til et forfaldent sommerhus i sin kajak, og der møder han Christina. Hun er adopteret fra Korea, og efter forældrenes død har hun arvet familiens huse og dens komplicerede historie. Stamfaderen er polarforskeren, eventyreren og damebedåreren Anders Fjeldbo. Han havde giftet sig ind i Norges rigeste familie, men efter et sidespring og en skilsmisse ender han som en ensom mand i sommerhuset ved havet.

Ronnie og Christina er skabt for hinanden og i sommerhuset finder de to sølvspatler og to guldfløjter. Det er heldigt, for rockerne dukker op, og de må søge tilflugt i den gamle brønd. Med spatlerne i munden dykker de ned i det mudrede vand og kommer ud i havet 100 år tidligere. Nu kan de selv opsøge Fjeldbo, inden de slutter sig til et omrejsende cirkus og begynder deres eventyr. Det føles som tidsrejser, men bare rolig: Forklaringen er, at spatlerne og fløjterne er midler til at rejse i orbit, dvs. mellem parallelle universer.

Da Ronnie lokker Christina med til fremtiden går det galt. Midt i et dystopisk New Orleans, der er ved at forsvinde i stinkende oversvømmelser, bliver de væk fra hinanden. Ronnie er slynget ud i rumtiden, og nu må de som Orfeus og Eurydike dykke ned i helvede for at finde sammen igen.

Romanen fungerer bedst, når Michael bare fortæller løs og lader Ronnie og Christina springe rundt fra fortid til fortid, mens han strøer om sig med henvisninger til alt fra Dantes Guddommelige komedie til Kings Ondskabens Hotel. Det er sjovt, og man føler sig som læser blæst bag over af idérigdommen. Omvendt er det mere forvirrende end forklarende, når han forsøger at udrede hvordan rejserne egentlig fungerer, og det samme gælder den antydede konspirationsteori omkring en gammel skibsreder på Esplanaden. I sidste ende skygger forviklingerne lidt for den fine historie om de to umage elskende.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s