Iben Mondrup: Karensminde

Den svære hjemkomst

Jeg var ganske glad for Mondrups forrige roman, Godhavn, hvor vi fulgte børnene Bjørk, Knut og Hilde gennem et år af deres opvækst på på Disco-øen i Grønland. Det var en fin fortælling om en familie, hvor børnene i vid udstrækning var overladt til selv at finde deres vej i det lille dansk-grønlandske miljø. Nu er der gået 25 år, børnene er blevet voksne, og da forældrene vender hjem til Danmark, har relationerne forskubbet sig.

Alette Bertelsens smukke forside passer perfekt til romanens stemning

Efter nogle vilde år er Knut faldet til ro med sin kone Hanne. Han har succes i det private erhvervsliv, og da tvillingerne Ida og Marie kommer til, sætter det noget i gang hos hans mor Karen. Bedsteforældrene iler på besøg, og det bliver også anledning til, at Karen og Jens begynder at overveje at flytte tilbage til Danmark, nu hvor de går på pension. Man fornemmer, at det nok mest er Karens beslutning, og at Jens har sværere ved at slippe det selvstændige liv og de store vidder på Grønland. Spørgsmålet er, om de med fyrre år væk fra Danmark kan finde sig til rette.

I starten ser det ud til at gå godt. Knut har kigget på byhuse til dem, men i stedet falder de for en gammel bondegård på Møn, Karensminde, som de går i gang med at bygge om, så de kan supplere folkepensionen med en Bed and Breakfast. De mange projekter gør Jens godt. Han nyder at være i gang, selvom kræfterne ikke er helt de samme. Læge drømmer han selvfølgelig ikke om at gå til, og en sommerdag bliver han ramt af et slagtilfælde og dumper ned fra en stige, da han er i gang med at flytte nogle stærekasser.

Fortællingen springer frem og tilbage i tiden og perspektivet flytter mellem de fem familiemedlemmer, som alle har udfordringer i livet. Den yngste, Bjørk, er tilsyneladende fuld af gå-på-mod, men hun læner sig også meget op af andre. Kæresten kan hun hverken være sammen med eller smide ud, og når hun flytter ind et sted overtager hun det bare i stedet for at gøre det til sit eget.

Knut er blevet voksen og nyder sin kernefamilie til Hildes utilslørede irritation. Men det er en hårdt tilkæmpet orden, som han er nervøs for at lukke sin til tider dysfunktionelle familie ind i. Og Hilde er fortsat en komet der skiftevis er tæt på og slynges langt væk fra de andre. Under en tur med den nye båd sejler hun i land for at sove i telt for sig selv på stranden – så svært er det for hende at være sammen med de andre ret længe af gangen. Specielt forholdet til moderen er anspændt, mens Jens mest har lyst til at se igennem fingre med det hele. Hilde er jo blevet en selvstændig voksen, så kan man egentlig forvente mere?

Karen og Jens så vi ikke meget til i Godhavn, men her træder de tydeligere frem. Jens har det sværest med at vende hjem, og selvom sygdommen jo også kunne have ramt ham i Grønland, så udtrykker den også, at han føler sig fastlåst og ikke orker mere. Ikke mere familie, ikke flere forpligtelser over for børnebørn, ikke flere dage med småsnak og mennesker tæt omkring ham.

I ægteskabet er Jens det faste holdepunkt, og da han bliver syg bryder Karen helt sammen. Hun har det i forvejen tvetydigt med børnebørnene – er det dejligt at have dem eller mest af alt hårdt arbejde? Det er som om hun ved, at der er en rolle, som hun skal leve op til.

Der skal ikke røbes mere af handlingen her, kun skal det siges, at den sidste tredjedel er foruroligende og ubehagelig. Mondrup forstår at afdække de komplekse psykologiske spil i familien og dens medlemmer, og som tilfældet var i Godhavn, så er det uklart om den er dysfunktionel eller ”bare” præget af de slag og traumer, som tilværelsen nu engang udsætter de fleste familier for. Velskrevet og interessant er det i hvert fald.