Livsfarligt at fortælle anekdoter
Miss Marples ”kære nevø Raymond” har foræret hende en ferie i Caribien, så hun kan få lidt afveksling fra den ensformige tilværelse i St. Mary Mead. Beboerne på hotellet er en god blanding af midaldrende ægtepar og pensionister, og dagene går stille og roligt med snak, middage og strikketøj. Blandt gæsterne er også en ældre major Palgrave, der har et rigt udvalg af banale anekdoter, som han ikke er bange for at dele ud af. Nogle af dem handler om mord, men miss Marple hører ikke rigtigt efter. Det skulle hun måske have gjort, for Palgrave hævder, at han har et billede af en morder, der er sluppet godt fra sin forbrydelse – og dagen efter er han død.
Så meget for afvekslingen. Miss Marple må i gang med at afdække, hvad det egentlig var for en historie, Palgrave fortalte, for det synes at være den, der har ført ham til sin død. Og uden at forstå, hvad der foregik den eftermiddag, er det umuligt at finde morderen og forhindre vedkommende i at begå endnu et drab.
Der er både for mange og for få mistænkte. Værtsparret Molly og Tim Kendahl har lige overtaget hotellet, og Molly ser stresset ud, men det er jo ikke så sært, når de er hårdt spændt for. To insektstuderende ægtepar har godt nok et underligt forhold til hinanden, men skulle en af dem være morder? Så er der den dødssyge og arrige gamle rigmand Rafiel og hans medarbejdere. Hvad skulle motivet være?
Miss Marple dykker ned i sagen og bruger sin facade som strikkende og småsnakkende gammeljomfru til at vinde gæsternes tillid og lokke de nødvendige oplysninger ud af dem. Det er svært, og det bliver ikke bedre af, at det er svært at afgøre, hvilke oplysninger, der er til at stole på. Samtidig må hun arbejde dobbelt for at få myndighederne til at indse, at der overhovedet er sket et mord, og at der kan være risiko for flere ofre. Og i modsætning til sagerne hjemme i St. Mary Mead har hun ikke adgang til personer, der kender hende og har tillid til hendes dømmekraft.
Da undersøgelsen først går i gang, har snart sagt alle lig i lasten, så både Marple og læseren har svært ved at gennemskue sammenhængen. Det er et oplagt kendetegn ved en god krimi, men jeg nød også persontegningen og særligt miss Marples refleksioner og bevidste brug af sin position som ufarlig pensionist med strikning på hjernen. Det gjorde Det caribiske mysterium knap så skematisk som andre af Christies bøger.
Mest om bøger 