Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Simon Pasternak: Dødszoner

Spændingsroman fra helvede

Sjældent har krige været ført med så stor foragt for menneskeliv, som den tyske udryddelseskrig på østfronten 1941-45. Store områder blev udråbt til ”dødszoner”, hvor den tyske strafferet var sat ud af kraft, jøder blev systematisk henrettet og partisanbevægelserne bekæmpet med uhørt brutalitet. Pasternaks roman foregår midt i dette helvede – men den beskæftiger sig kun indirekte med krigsforbrydelserne, og det er grunden til, at den fungerer så godt.

Simon Pasternak: Dødszoner - forside

Politibetjent Heinrich Hoffmann er udstationeret i Lida i Hviderusland, og i juli 1943, mens sovjetiske tanks definitivt knuser de tyske sejrschancer i panserslaget ved Kursk, sidder han med et problem. En jøde er blevet skudt, og sagen er opklaret. Ingen skal straffes, det er klart, men når nu drabet er sket i et opgør mellem to SS-officerer, hvordan skriver man så en konklusion, der ikke skaffer en magtfulde fjender på halsen?

Inden Hoffmann finder et svar på det spørgsmål, hiver Manfred Schlosser, hans gode ungdomsven fra Hamborg og mulige svoger, ham med til en langt vigtigere sag. Partisaner har angrebet SS-general Steiner, torteret ham og dræbt alle i hans følge, og det eneste vidne er en lille pige. Et sådant angreb skal selvfølgelig hævnes, men Manfred er ikke tilfreds med nedbrænding af landsbyer og nedskydning af tilfældige civile. Han vil have fingrene i netop dén person, der har myrdet hans gamle mentor, og det bliver op til Hoffmann at finde ham.

Og her er netop det geniale træk i Pasternaks bog. Vi får en rundvisning i de værste dele af den tyske krigsførelse, lige fra genopgravning og afbrænding af jødiske lig over slavebinding af civile til SS’ernes hæmningsløse og alkoholinficerede udskejelser, men i sin kerne er Dødszoner en klassisk kriminalroman. Hoffmann efterforsker og forfølger spor, og de fleste peger ind i en rivaliseringer og magtkampe inden for SS.

Heinrich Hoffmann er ikke uskyldig. Ingen deltager i den tyske besættelse var uskyldig, og han angrer f.eks. aldrig udryddelsen af jøderne. Men han prøver at agere efter bogen, og han har stadig så meget moral i behold, at han forfærdes over SS’ernes handlinger, da han ser dem ved selvsyn. Han prøver også at redde dem, han kommer i berøring med, men som regel er det forgæves.

Dødszoner giver et fascinerende indblik i det nazistiske vanvid, og samtidig er det en effektiv krimi og spændingsroman. For en gangs skyld virkede volden ikke unødigt udpenslet, og fordi den ikke var i centrum hele tiden, var overgrebene så meget mere chokerende.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s