Lidt for konkret bog om koordinering
Bogen tager fat på en meget konkret udfordring for den offentlige sektor: Når vi nu er organiseret i fagligt opdelte sektorer, der hele tiden bevæger sig mod en stadigt større specialisering, hvordan håndterer vi så de borgerforløb, der går på tværs? Det nytter jo ikke noget bare at lave en ny organisering, for der vil altid opstå grænseproblematikker mellem fagområder og ledere med ansvar for hver deres.
I stedet foreslås det at bygge bro mellem siloerne og at gøre det med udgangspunkt i konkrete borgerforløb, der skal håndteres, så borgeren for den rette hjælp når vedkommende er klar til det. Dette konkrete udgangspunkt er både bogens styrke og dens begrænsning.
Første del fokuserer på udfordringen og mulighederne i at skabe bedre koordinering. På baggrund af forskning fra bl.a. Jody Gittel påvises det, at relationel koordinering kan give en bedre opgaveløsning, og at det ofte også er billigere at gøre det rigtigt. Når det alligevel ikke sker, skyldes det nogle gange uvidenhed (indsatsen er velkvalificeret men forkert ud fra et helhedsperspektiv) eller at organiseringen ikke kan håndtere næste skridt i interventionen så hurtigt, som der er brug for det. Den relationelle koordinering giver en ramme at arbejde inden for, hvor bl.a. fælles mål, fælles viden, gensidig respekt og afpasset kommunikation er afgørende for at lykkes.
I anden del tages fat på, hvordan der konkret skal bygges bro mellem siloerne. Tanken er at kortlægge borgerforløb, afdække problemer og relativt hurtigt identificere og afprøve nye løsninger. Det understreges, at det skal være en ledelsesmæssigt styret proces, men der lægges samtidig vægt på de centrale elementer i tanken om fair proces: Rammesætning, involvering og forklaring på trufne beslutninger. Denne tilgang er afgørende for at sikre legitimitet for de nye løsninger og for at kunne lade dem overgå til drift efterfølgende. Dette uddybes i meget konkrete og håndgribelige procestrin.
I tredje del skifter fokus til topledelsens perspektiv: Hvordan kan den understøtte brobygning med principielle beslutninger om at sætte tværgående processer i gang? Og hvordan kan man understøtte omstillingskraften i organisationen ved at køre afgrænsede bølger af forandringsprojekter? Denne del er noget løsere i kanten, og der kommer aldrig en klar definition på, hvad der egentlig skal forstås ved en topledelse. (Kan der f.eks. være en topledelse i en forvaltning, eller er det per definition knyttet til en politisk afgrænset enhed?)
Bogen er mest af alt en vejledning, som man kan tage i hånden, hvis man vil gå i gang med at bygge broer. Tjeklister og procestrin er lette at gå til, men til gengæld bliver det teoretiske perspektiv lidt afkortet til for alvor at lukke op for de komplekse processer, der præger store organisationer. I princippet lyder det jo enkelt at ændre på pengestrømme for at understøtte bedre borgerforløb, men i praksis er det voldsomt kompliceret at udregne den tværgående økonomi, og alene det at gøre det, kan underminere en samtidig indsats for at skabe en fælles interesse i at sikre de bedst mulige overgange. Der bliver også trukket meget store veksler på de relativt få og simple eksempler i bogen. Jeg savnede i høj grad en analyse af komplekse sociale sager, hvor det ikke kun handler om bedre tilrettelæggelse af arbejdsgange i en type borgerforløb, men også om at hvert borgerforløb udvikler sig dynamisk og rummer unikke kombinationer af problemstillinger.
Så er der selve fremstillingen. Sproget er let at gå til, men der er lidt for mange gentagelser, og så fremmer det ikke min forståelse hele tiden at arbejde med en ”nu vil jeg skrive om, nu skriver jeg om, nu har jeg skrevet om” et givent emne. Jeg oplevede snarere at det forstyrrede læsningen, og pladsen kunne fint være brugt på at gå lidt mere i dybden. Og så kommenterer jeg sjældent på pris – det er jo dyrt at udgive bøger i et lille sprogområde – men 340 kroner for 120 sider er altså lige i overkanten.
Mest om bøger 