Nyt perspektiv på ”Die Wende”
Vi er i DDR i 1989 – det år, hvor fundamentet under den østtyske stat gav efter hurtigere end nogen troede muligt, og som kulminerede med murens fald i november. Det var ikke til at vide i foråret, da Ed endelig besluttede sig for at bryde op fra sin tilværelse som litteraturstuderende i Berlin for at drage nordpå. Han er er tiltrukket af det frie liv på arbejder- og bondestatens yderste spids, Hiddensee, men han er først og fremmest på flugt fra mindet om kæresten G., der blev kørt over af en sporvogn året før.
På Hiddensee får han sig snart placeret som opvasker på hotel Klausner, der faktisk findes og hvor forfatteren selv har været opvasker i sine unge dage. Det er et mærkværdigt samfund. På den ene side er man så langt væk fra statens centrum som overhovedet muligt, og på den anden side den markant til stede i grænsekontroller, udkigstårne og den konstante jagt på dem, der er dristige nok til at forsøge sig med de 50 km over havet mod Møns Klint.
På Klausner er der en skøn blanding af strandede skæbner. Tjenerne Rimbaud og Cavallo er intellektuelle, der ikke længere kan udøve deres hverv, fordi de er for kritiske, direktør Krombach har stadig sæbe stående fra et tidligere stop på et hotel i Berlin og som kongen over de fortabte er der bogens titelperson: Alexander Krusowitsch eller bare Kruso.
Kruso bliver et forbillede for Ed, og på mange måder minder de om hinanden. Ed har mistet G., mens Kruso stædigt forfølger drømmen om at genfinde storesøsteren Sonja. En dag da de legede på stranden, havde hun sagt til ham, at han skulle vente på hende, og så var hun gået ud i vandet. Måske var det en flugt, måske ikke, men som læser er man ikke i tvivl om, at hun er druknet derude. Alligevel er han sikker på, at hun er blevet samlet op af et af kystvagtens fartøjer, og at hun en dag vil komme tilbage.
En ting har Kruso dog lært: Vandet er ikke en mulighed eller en vej til frihed, det er bare en klam og ubehagelig enkeltbillet til døden. Derfor har han fået en mission: Han vil redde de mange ”skibbrudne” dvs. de rejsende, der kommer til øen for at starte deres flugt:
”Giv dem tre dage, så er de indviet. Vi skaffer alle og enhver tre eller fire dage, på den måde samler vi en stor menighed, et fællesskab af indviede. Og det er kun begyndelsen. Efter tre dage herovre kan de vende tilbage til fastlandet, ingen behøver at flygte, Ed! Ingen behøver at drukne. For så har de den i hovedet, i hjertet, eller hvor den nu sidder…” (s. 173)
Den sande frihed er en personlig oplevelse af at være frigjort fra samfundets bindende normer – som Robinson Crusoe på sin ø – og derfor har Kruso sammen med essemaerne (forkortelse for SæsonMedArbejdere) organiseret et helt net af illegale overnatningssteder, hvor de skibbrudne kan blive et par dage. Inden længe bliver Ed indrulleret i netværket, og han opdager også, at en af pladserne er i hans værelse – og i nogle tilfælde hans seng.
Men nu er det jo ikke et hvilket som helst år. Det er 1989 og gennem radioen i køkkenet begynder nyhederne om flugten gennem Ungarn og via ambassaderne at sive ind. Og i takt med at nyhederne siver ind, begynder medarbejderne på hotellet at forsvinde den modsatte vej. Den særlige parallelverden er under opløsning, for hvad skal man med Hiddensees særlige frihed, når den fulde, ægte frihed frister med sit sirenekald? Til sidst er kun Ed og den stadigt mere nedbrudte Kruso tilbage på hotellet.
Romanens univers veksler mellem realisme og surrealisme, og Ed flyder frem og tilbage mellem virkelighed og noget der virker for mærkeligt til at være rigtigt. Seiler skriver i et lyrisk sprog, der passer meget fint til stemningen i historien, og som giver et skævt og helt særligt blik på ”Die Wende”. Selvom Kruso afviser flugten til vesten, og selvom tabet af den særlige verden på Hiddensee skildres i et nostalgisk lys, så er der på ingen måde tale om et forsvar for DDR. Tværtimod er det kun i skyggen af den skånselsløse overvågning og undertrykkelse, at det er muligt at forestille sig den særlige subkultur.
Romanen slutter med en epilog, hvor Ed mange år senere rejser til København for at finde spor af de flygtende, og hvor han bl.a. møder journalisten Jesper Clemmensen, der også er rigtig nok, og som har udgivet Flugtrute Østersøen. Det er ærgerligt. Den sproglige magi siver ud af historien, og jeg havde faktisk hellere været de sidste 40 sider foruden. Men kernehistorien fungerer, og jeg levede mig hurtigt ind i den absurde parallelverden, som Ed velvilligt lader sig strande i.
Mest om bøger 