Anmeldelser · Politik og samfund

Camilla Sløk: Blod, sved og tårer – om ansvar og skyld i ledelse

Hvem har egentlig skylden?

Det er store spørgsmål, som Camilla Sløk tager op i sin bog. Det er også spørgsmål, som stort set overses i den moderne ledelseslitteratur, og som mange ledere erfaringsmæssigt har svært ved at håndtere. Nogle gange går ting galt og nogle har (eller burde have) ansvaret for det, der er sket. Problemet er, at vi som postkristne har meget svært ved at forholde os til tunge spørgsmål som skyld og ansvar.

Camilla Sløk: Blod, sved og tårer - forside

Bogens indledning forsøger at definere bogens centrale begreber samtidig med at den advarer mod alt for skarptslebne definitioner: Skyld og ansvar er flertydige, og det er den flertydighed, der gør dem vanskelige at have med at gøre, mens om samtidig giver dem forklaringskraft i forhold, som mange mennesker ellers har svært ved at sætte på formel.
Skyld har to helt centrale betydninger: En juridisk (culpa) som er afgørende for at placere et juridisk ansvar og udmåle straf, og en teologisk knyttet til spørgsmålet om menneskets iboende natur og hele den kristne tænkning omkring (arve)synd og tilgivelse. Dobbeltbetydningen er i øvrigt en af grundene til, at det svært at håndtere skyld: Kan man indrømme skyld i moralsk og menneskelig (teologisk?) forstand uden samtidig at pådrage sig et juridisk ansvar og en erstatningspligt, som man ikke finder rimeligt eller i overensstemmelse med organisationens samlede interesser?

Samtidig diskuteres den moderne ledelseslitteratur. Her lægges der stor vægt på det personlige lederskab, hvor lederen skal bruge sin egen personlighed. Det betyder omvendt, at skyld og ansvar kommer til at berøre lederen som person, og der er ikke mange, der er villige til at acceptere, at organisationens fejl ikke bare er deres ansvar men også udtryk for, at de er onde / har handlet moralsk forkert.

Sløk accepterer ikke denne tilgang og trækker i stedet på Erwing Goffmann og Kenneth Burkes teorier om arbejdslivet som et skuespil med forskellige scener og retoriske figurer. Ligesom skuespillere afpasser vi os efter, om vi er på scenen, bag scenen eller væk fra teateret. Det svarer til en skelnen mellem lederen som professionel, personlig og privat. Det betyder, at det anerkendes, at det ikke er hele personligheden, man tager med på arbejde eller bruger aktivt uanset om man er leder eller medarbejder. Der er (og bør være) en privat kerne, som ikke bruges på og påvirkes af arbejdet.

I teorien betyder det også, at den professionelle identitet kan påtage sig ansvar / skyld adskilt fra privatpersonen. Det er en god tilgang til spørgsmålet, men i praksis er den selvfølgelig sværere at gennemføre.

Sløk har gennemført et empirisk studie med interview af en række offentlige ledere, og hun når på den baggrund frem til, at der er tre måder at blive skyldig på i ledelse: Fordi man ikke tager ansvar og handler hurtigt nok, fordi man får pålagt skyld af medarbejdere pga af ledelsesbeslutninger (hvor man på sin vis jo også har gjort noget, uanset om det er forkert eller ej) eller fordi man bliver pålagt skyld for noget, man faktisk ikke har gjort. (Scapegoating) Den mest oplagt mulighed, nemlig at man har gjort noget forkert med vilje, er ikke med her, men så er man nok også tættere på den juridiske definition af skyld. Det interessante ved interviewene er, hvor svært det er for informanterne at tale om skyld, men også at det især i den første kategori bliver meget abstrakt og teoretisk. Det er tydeligvis nemmere at tale om andres fejl og den skyld de burde have følt end rent faktisk at indrømme fejl og påtage sig ansvaret for dem.

Kapitel fire handler om undskyldningens teori, og dermed kommer vi faktisk lidt væk fra grundspørgsmålet om skyld. Her er det ikke længere den enkelte leders ansvar, der er i centrum, men derimod organisationens interesser. Det er ikke tilfældigt at undskyldningens teori er formuleret af kommunikationseksperter og retorikere, der netop IKKE er optaget af spørgsmålet om skyld og ansvar, men derimod af at varetage interesser på langt sigt. Det kan betyde, at man nægter at undskylde – men det kan også betyde, at man undskylder for noget, som man rent faktisk ikke føler ansvar for. Det afhænger af situationen som sådan.

I det sidste kapitel perspektiveres diskussionen om skyld til den teologiske strid mellem Erasmus af Rotterdam og Martin Luther. Erasmus’ var fortaler for, at mennesket er født uskyldigt. Det sætter på den ene side mennesket fri i den moderne børneopdragelse, der ikke skal tugte et syndigt sind, men det gør på den anden side også skyld til et meget personligt anliggende. Når vi er frie, så må forkerte handlinger jo nødvendigvis være udtryk for et bevidst (og ondt?) valg. Luther anså omvendt mennesket for at være dømt til skyld. Alene fordi virkeligheden er så kompleks og fordi den menneskelige forstand kun kan forstå en del af helheden, er det uundgåeligt, at mennesket kommer til at gøre ondt. Mindre opløftende end Erasmus’ tilgang, men det er på sin vis også frisættende. Ja, vi kommer til at gøre andre ondt i vores liv (og som ledere) men det er ikke udtryk for et bevidst ”valg” af ondskab.

Blod, sved og tårer er en lidt ujævn bog, men det hænger nok delvist sammen med, at den bevæger sig ind på jomfruelig jord. Der er simpelthen ikke den samme tradition at læne sig op af, når der diskuteres skyld og ansvar, som hvis man f.eks. arbejder med styring. Her lægger bogen nye spor, og det er bestemt ikke en dårlig egenskab.

3½

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s