Alice Munro: Livet

Lev det og tag det sure med det søde

Munro fik nobelprisen i 2013 for sin novellekunst, og hun skriver netop den type noveller, som jeg bedst kan lide: Relativt lange og med en ambition om at skrive hele personer og skæbner frem. Det er en opskrift, som Ida Jessen er en fremtrædende repræsentant for på dansk, så det giver god mening, at hun har oversat Livet sammen med sin mor Gudrun Jessen.

Forfatteren har selv annonceret, at samlingen er hendes sidste udgivelse, og hvis det kommer til at holde stik, så er det i hvert fald en værdig afslutning. Bogen samler 10 ”rigtige” noveller og 4 ”selvbiografiske”, men det er nu kun den sidste af historierne (Livet) der skilter tydeligt med at være en erindringsskitse. De tre øvrige kunne lige så godt være noveller på linje med samlingens andre historier, men trækker altså meget tydeligt på Munros erindringer.

Alice Munro er født i 1931, og historierne udspiller sig gennem hele hendes levetid. Depressionen og især anden verdenskrig er vigtige pejlemærker, efterfulgt af 1950’ernes strenge sociale orden, 1970’ernes (problematiske) frigørelse og 1990’ernes glatte og moderne velfærdsinstitutioner. Men på tværs af perioderne møder vi mennesker, der har levet livet og er blevet mærket af det. Som læser kunne man ønske for nogle af dem, at de traf andre valg, eller at skæbnen ville dem det bedre, men man kommer ind under huden på dem og forstår dem.

Ofte er slutningerne åbne, som f.eks. den første novelle ”Når man skyller i land i Japan”, hvor Greta, en ung forfatter, rejser tværs over Canada i toget med sin lille datter. Hun er fanget i et ægteskab, der er for trygt og forudsigeligt, og hun har derfor sendt en prøveballon ud til en anden mand. Undervejs kaster hun sig i armene på en tredje og svigter datteren, der pludselig er alene og fortabt i deres kupé. Vel ankommet møder hun alligevel sin flirt og noget forandrer sig i hende – men er det godt eller skidt? Det havde vi en lang diskussion om i min læsekreds.

Vanskeligheden ved at binde sig til et andet menneske går igen i mange noveller. I ”Tog” er Jackson på vej hjem fra krigstjeneste, men i sidste øjeblik vælger han at springe af og starte en anden tilværelse sammen med en kvinde, som han lever ved siden af, men som aldrig får lov til at komme ham helt nær. Og da hun prøver, må han videre igen. I “Amundsen” er der også en mand, der har svært ved at binde sig, og i “Corrie” opdager hovedpersonen pludselig, at hun måske er blevet bedraget gennem mange år.

Det sidste er i sig selv en god historie, men også en anledning for Munro til at løfte niveauet, for selvom bedraget er ubehageligt, så er det ikke kun ubehageligt. Hvis det bedste, man kan håbe på, er et forhold på delvist falske præmisser, er det så ikke stadigvæk klogt at tage de fornøjelser, som livet nu engang byder én?

Denne insisteren på at livet er for komplekst til at komme på formel er også tydelig i “Grusgraven”, hvor en kvinde (eller mand, det var vi også uenige om) tænker tilbage på barndommen i 1970’erne, hvor moderen er stukket af fra sit ægteskab for at leve i en campingvogn med en skuespiller. Mens de realiserer sig selv, må fortælleren og storesøsteren Caro prøve at skabe sammenhæng i deres nye tilværelse. Det er især svært for Caro, der stikker af hjem til faderen, og historien udvikler sig tragisk. Alligevel afviser fortælleren det, da hendes terapeut tilbyder hende en psykologisk nem (og bekvem) udvej.

Munros personer og fortællinger spænder vidt, og på den måde lever de op til samlingens titel: Livet. Det er smukt og brutalt, besværligt og fantastisk, men det er først og fremmest varieret og uden en fast opskrift på lykke. Den må vi alle sammen finde hver især, og det var en fornøjelse at følge de mange bud på menneskeskæbner, som skrives frem i samlingen.