Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Kjell Westö: Luftspejling 38

Mindelser om en ukendt krig på tærsklen til en ny

Ikke mange år i historien har været så anspændte som 1938. Fra Hitlers overtagelse af magten i 1933 var det åbenlyst, at Tyskland ikke ville acceptere den internationale orden, der var etableret efter 1. verdenskrig. Det var allerede markeret med genoprustning, slet skjult støtte til Franco under den spanske borgerkrig og en aggressiv linje over for Versailles-systemet i alle dets afskygninger. Men det var i 1938 at det for alvor brændte på: Anschluss med Østrig, München-aftalen og den følgende overdragelse af Sudeterlandet til nazisterne var lavpunkterne. I 1939 var der aldrig en tilsvarende fornemmelse af at balancere på knivsæggen. Hitler havde for længst vist, at han ikke ville overholde München-aftalen og krigen blev set som uafvendelig længe før den brød ud.

Kjell Westö: Luftspejling 38 - forside

Det er i dette højspændte år, at handlingen i Kjell Westös roman fra 2013 udspiller sig. Bogen fik fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i 2014, og ligesom vinderen året før – Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden – graver den dybt i nationale traumer. Romanen får nemlig ikke sin dynamik fra krigen, der kommer, men derimod fra den krig, der er slut: Den finske borgerkrig i 1918, hvor de hvide vandt over de røde. Eller rettere: For de fleste er den slut.

Claes Thune er midaldrende og middelmådig advokat i Helsingfors, hvor han tilhører det svenske mindretal. Han er lige blevet skilt fra sine kone Gabi, og for at gøre situationen værre, så er årsagen en langvarig affære med hans bedste ven Robi Lindemark. Ikke nok med det, hun er også ved at debutere med en samling erotiske noveller, som borgerskabet så kan snage i.

Midaldrende mænd i krise er jo ikke noget nyt i litteraturen, men Thune har altså noget at have det i, og han bærer situationen med værdighed. Selvom tæppet er revet væk under ham, så går han hverken i hundene eller efter hævn. Tværtimod fastholder han sine rutiner og sin forretning. Selv den traditionelle ”Onsdagsklub”, hvor seks gamle venner (inklusive Lindemark) mødes en gang om måneden til snak og lidt godt til ganen holder han fast i. Westö formår at skildre Thune som en sympatisk og nuanceret men også en anelse kedelig hovedperson.

Romanen henter sin virkelige dynamik andre steder fra. Thune har netop ansat den stringente fru Wiijk som sekretær, og på tværs af klasseskel fatter de sympati for hinanden. Matilda Wiijk bærer på en hemmelighed: Hendes mor deltog aktivt i kampene på de rødes side, og som helt ung blev hun interneret i en straffelejr efter krigen. Her døde fangerne i massevis på grund af elendig mad, og hele systemet var præget af den foragt for modstanderens menneskelighed, der også var et kendetegn for det 20. århundredes totalitære regimers krigsførelse.

Da Thune er vært for onsdagsklubben, genkender Matilda en stemme: Kaptajnen. Da hun var interneret, var han en ung officer, der voldtog hende gentagne gange. For Thune (og læseren) er navnene på medlemmerne i klubben velkendte, men fra Matildas fortællevinkel afsløres identiteten aldrig, og her henter romanen sit spændingselement. Hvem er han, og hvad vil der ske, når hemmeligheden bliver afsløret?

Kaptajnen er stadig glad for kvinder. Han har ikke genkendt Matilda, der som kompetent og velplejet sekretær er langt fra den afmagrede unge pige, han begærede i lejren, og han lægger an på hende. Til at begynde med er hun rædselsslagen og genoplever igen og igen rædslerne fra interneringen, men alligevel kan hun ikke sige nej til ham. De ses flere gange hen over sommeren, og da det bliver november spidser det hele til.

Krimielementet gør meget godt for romanen. Det holder som sagt på læseren, mens miljøet omkring Thune foldes ud, og det er en fin anledning til langsomt at løfte sløret for Matildas historie. Hun er stadig mærket af oplevelserne tyve år tidligere, men hun indeholder tydeligvis også meget mere, og det kommer tydeligt til udtryk i romanen. Det eneste, der haltede, var hendes langsomme involvering med Kaptajnen. Ville en virkelig person mon gå så langt af den sti, når han fylder hende med afsky og vækker så mange dårlige minder?

Nå, man har jo hørt om det, der er mærkeligere. Kjell Westö åbner op for en ret ukendt side af Finlands historie, og han gør det på en måde, så man både bliver klogere på 1938 og på selve borgerkrigen. Samtidig er det er fint portræt af en mand og kvinde, der hver for sig er kommet til en skillevej i tilværelsen, og ikke mindst af det svensk-finske miljø i Helsingfors, der både var storby og lukket om sin egen provinsialitet.

4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s