Anmeldelser · Nyere dansk

DR Romanklubben (1. runde) Kim Leine: Profeterne fra Evighedsfjorden

Stærk fortælling om mission og forfald

Første bog i denne sæson byder på et gensyn med Kim Leine, der også var med for fire år siden. (Det var det år Dinosaurens Fjer vandt – noget jeg kan mærke, at jeg stadig er bitter over, nu hvor jeg igen har mindet mig selv om det…)

Profeterne fra Evighedsfjorden er en typisk Leine-bog: Der er forbindelsen til Grønland, hvor han selv har arbejdet. Der er den detaljemættede gengivelse af fortiden, der også prægede Valdemarsdag. Der er et stærk fokus på menneskets krop inkl. alle dens udsondringer, lugte og drifter. Men der er også meget mere, for bogen er også et livtag med den danske kolonihistorie og den udbredte antagelse om, at det danske styre var en venligt og godgørende imperium.

Profeterne i Evighedsfjorden - forside

Vi møder Morten Pedersen Falck i midten af 1780’erne, hvor han rejser fra Norge til København for at læse teologi. Han er mere optaget af medicinens mysterier og storbyens fristelser, men faderens vilje er stærk, så det bliver alligevel ved teologien. Samtidig buldrer hormonerne, og han har både øjne til byens prostitutionsmiljø og den pæne frøken Schultz fra den familie han bor til leje hos.

På trods af sjoflede studier lykkes det Falck at imponere Poul Egede med sin dimittendprædiken, og da han får tilbudt posten som missionær på Sukkertoppen siger han ja. Det viser sig efter alt at dømme at være en fejl fra den gamle grønlandskender, men måske har mulighederne ikke været så store.

I Grønland går det trægt med missionen. Afstandene er store, og grønlænderne er mere optagede af Habakuk og Maria Magdalene, der har slået sig op som forkyndere langt inde fjorden. Deres kristendom er i bund grund oprørsk, for den ligger vægt på frihedsbudskabet og på at Grønland først og fremmest er grønlændernes. Det hjælper selvfølgelig ikke noget: Kolonimagten har de nødvendige magtmidler til rådighed, og danskerne har ikke større kvaler ved at bruge dem end andre kolonimagter.

Morten har ikke meget til overs for de fordrukne danske kolonister, men han fascineres af grønlænderne og især af Enken, en uafhængig kvinde, som han forelsker sig i, men som han ikke kan leve rigtigt sammen med.

Identitetskonflikten er også tydelig for de mange blandinger som ikke mindst missionær Oxbøl har avlet med en hel generation af unge grønlændere. Det gælder også den grønlandske kateket Bertel Jensen, der er dybt splittet. Han ønsker både, at sønnen skal blive den første rigtige grønlandske præst og at fastholde ham i en traditionel fangeridentitet.

Profeterne i Evighedsfjorden er en mørk fortælling om kropsligt og åndeligt forfald i en barsk verden, der ubønhørligt slider de svageste op. Efter fem år må Morten give op og vende tilbage til København for at stå til regnskab for sit virke. Romanen følger på den måde dannelsesromanens klassiske hjem-ude-hjem skabelon, men som i En landsbydegns Dagbog er den første hjemkomst kun foreløbig. Det er kun i døden, at Morten vender helt hjem.

Romanen er en interessant indføring i en verden, der for længst er forsvundet. Skildringerne fra den uhygiejniske sump, der var København inden for voldene, af det barske liv i verdens yderste udkant og ikke mindst af Københavns brand i 1795 er fænomenale. Det kan næsten blive FOR beskidt og grotesk – der er bl.a. en abort, som man ikke glemmer lige med det første – men det er i hvert fald ikke et glansbillede, der tegnes af fortiden.

Bogen er velskrevet og underholdende, men jeg tror alligevel ikke helt på personerne. Kompositionen er også lidt svær at få hold på, fordi den springer i tid uden at det rigtig giver noget til plottet. Det skal dog ikke rokke ved, at denne roman er den litterært mest helstøbte fra Kim Leines hånd. Han har for længst etableret sig som en af de mest vedkommende og spændende stemmer i dansk litteratur.

4

Advertisements

One thought on “DR Romanklubben (1. runde) Kim Leine: Profeterne fra Evighedsfjorden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s