Anmeldelser · Europæiske perler

Volker Weidermann: Ostende

Nostalgisk forfatterroman

For mange tyske jøder og intellektuelle var tiden fra 1933 til 1939 et underligt mellemrum. På den ene side var deres bøger forbudt i hjemlandet og mange af dem var tvunget på flugt fra et regime, som tydeligvis ikke ville dem det godt. På den anden side var nazisterne, trods deres brud på traktater og internationale aftaler, stadig en del af internationalt samarbejde, og det var på ingen måde sikkert, at der var nogen ende på det nazistiske Tyskland. Det var heller ikke givet, at emigranterne kunne bane sig vej til sikkerhed i andre land. Så blev linjerne trods alt mere rene, da krigen endelig brød ud i 1939.

Volker Weidermann: Ostende - forside

Volker Weidermann skildrer sådan en gruppe østrigske og tyske forfattere, der mødtes i Ostende i Belgien i sommeren 1936. Centrum i selskabet var Stefan Zweig, der som en af de få kunne klare sig økonomisk uden det tyske marked, og hans gode ven Joseph Roth, der allerede var ved at gå i opløsning af alkohol og fortvivlelse over verdens dumhed, der kun syntes at udvikle sig til det værre. Til de to venner slutter sig bl.a. Zweigs sekretær / elskerinde Lotte Altmann og den slagfærdige forfatter Irmgard Keuner, mens forfatternes koner glimrer ved deres fravær.

Keuner og Roth genkender straks sig selv i hinanden – både hadet til nazisterne og passionen for spiritussen – og indleder et voldsomt kærlighedsforhold. Venskabet mellem Zweig og Roth synger derimod på sidste vers. Roth er fortabt i alkohol, og Zweig kan ikke længere holde ham flydende, hverken økonomisk eller menneskeligt. I Ostende finder de dog sammen om arbejdet en sidste gang, og Roths mere direkte adgang til den jødiske tradition bliver skrevet ind i en af Zweigs historier.

Selvom bogens personer er blevet tvunget til at forlade deres hjem, så kan de stadig holde fast i resterne af en genkendelig verden. Denne sidste sommer er et forsøg på netop det, og bevidstheden om, at opbruddet snart ville være uigenkaldeligt, lægger sig som en nostalgisk farvetone over hele bogen. Roth døde inden krigens udbrud og heller ikke Zweig skulle komme til at se dens afslutning – men hans verden var under alle omstændigheder forsvundet.

Jeg har været fan af Stefan Zweig siden jeg læste Verden af i går for mange år siden, og det er beskrivelsen af ham, der hæver Weidermanns historie. I erindringerne er det meget tydeligt, at Zweig først og fremmest lever og forstår verden gennem kunst og litteratur, og det fanger Weidermenn lige på kornet. Selvom Zweig var en fintmærkende registrator af de politiske og samfundsmæssige skift, så var han ikke et politisk menneske:

”Stefan Zweig ist ein Mann, der Menschen lesen kann wie Bücher. Un der sie deshalb nicht verurteilt, sondern sie versteht. Und der sich deshalb nie entscheiden will zwischen Möglichkeiten.” (s. 131)

1936 var tvivlernes tid ved at rinde ud. Snart var der kun plads til krigere som Roth og kommunister som Romain Rolland og Egon Erwin Kisch, der var klar til at stille deres kunst i en større sags tjeneste.

Ostende er nok mest en bog for dem, der har en særlig interesse i mellemkrigstiden og/eller kender hovedpersonerne og deres bøger i forvejen. Altså sådan en som jeg, der er klar til at se igennem fingre med, at handlingen er begrænset, og at romanen visse steder fremstår som en dramatiseret litteraturhistorie.

3

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s