Kønsroller i lystspil
Skuespillet er nummer to i Niels Brunses kronologiske oversættelse, og det føles allerede mere som et ”rigtigt” Shakespeare stykke end De to herrer fra Verona. Sprogkunsten er i top – de mange morsomme misforståelser, som tjenestefolkene står for, er godt fanget på dansk – og dialogen er både rap og skrap.
Komedien afvikles i to dele. I forspillet narrer en adelsmand en fattig drukkenbolt til at tro, at han er en adelsmand, som så overværer det skuespil, der udgør hovedhandlingen. En dansk læser forbinder uvilkårligt forspillet med Jeppe på bjerget, men hvor Holberg folder den historie ud, så bliver den aldrig til mere end en løs indledning hos Shakespeare.
Hovedhistorien foregår i Padua i Italien, hvor købmanden Baptista har to døtre: Katerina, der er en rapkæftet strigle, og Bianca, som de mange friere efterspørger. Faderen har imidlertid besluttet, at Katerina skal giftes først, og frierne slår sig derfor sammen om at hyre Petruchio til at gifte sig med hende. Det gør han gerne, for pengene er gode, og han er sikker på, at han sagtens kan tæmme ”trolden”. Nogle af de bedste scener er de lynhurtige dialoger mellem de to hovedpersoner, og man kan godt ærgre sig over, at Shakespeare ikke lader den del fylde noget mere. I stedet udmanøvrerer Petruchio hurtigt Katerina, får brylluppet arrangeret og ”tæmmet” hende ved at chikanere hende så groft, at hun indser at lydighed er den bedste vej frem.
I et sideløbende plot kæmper bejlerne om Biancas gunst, og det giver anledning til en hel masse forvekslingskomik, da de to friere Lucentio og Horentius forklæder sig som hendes lærere for at komme hende nær.
Ikke overraskende har plottet givet anledning til en hel del feministisk kritik. Det er svært at se, hvad Katerina gør galt ud over at have sine meningers mod, og alligevel fremstilles det som et kæmpe og åbenlyst problem for Baptista, bejlerne og Petruchio, der tager hårdhændede midler i brug for at nedbryde hendes selvstændighed. Tager man handlingen for pålydende, så er det et entydigt forsvar for mandens ret til at tugte sin kone og for kvinders forpligtelse til at adlyde mænd i alle spørgsmål.
På den anden side udmales den pointe så tydeligt, at stykket måske snarere skal sætte spørgsmålstegn ved selve ideen om kvindelig underdanighed. Det er jo åbenlyst for tilskuerne, at Petruchio er både grov og urimelig over for Katerina, og det samme gælder de andre mænd, der aldrig ser hende, for det hun er: En intelligent kvinde, der på mange måder er mere attraktiv end Bianca, der fremstår meget blegere. Shakespeare har jo i øvrigt intet problem med stærke kvinder i sine værker, så måske er komediens egentlige budskab, at det er en fejl at tæmme ”trolden”?
(Filmen ”10 Things I Hate About You”, der bygger på stykket, gør forholdet mellem Petruchio og Katerina meget mere jævnbyrdigt. I denne moderne fortolkning er der snarere tale om, at de to hovedpersoner tæmmer hinanden i Saint-Exupérys forstand.)
Som nævnt er Niels Brunses oversættelse sikker og mundret. Jeg læste skuespillet uden problemer – der er noter til de mange klassiske henvisninger – og det var i det store og hele en fornøjelse, selvom der gøres for lidt ud af samspillet mellem Petruchio og Katerina, og selvom rammehistorien aldrig blev forløst.
Mest om bøger 