Anmeldelser · Europæiske perler

Judith Hermann: Sommerhaus, später

Hvorfor er lykken altid et andet sted?

Jeg var meget begejstret for Alice, Judith Hermanns tredje novellesamling fra 2009, og jeg har lige siden haft planer om at læse noget mere af hende. Sommerhaus, später er hendes debut fra 1998 og det er en stærk en af slagsen, selvom jeg ikke synes, at den er helt på niveau med hendes senere arbejde.

Judith Hermann: Sommerhaus, später

De ni fortællinger er præget af ungdommens misantropi – ideen om, at tingene er mere sande, jo mere dystre de er, er tilsyneladende udbredt hos unge forfattere – og for personerne er lykken aldrig rigtigt til stede. Uanset om de prøver at leve gennem deres oldemors oplevelser i zar-tidens Rusland som fortælleren i Rote Korallen, eller om de driver om fra fest til fest og fra seng til seng i nutidens berliner-jetset som i Bali-Frau, så er oplevelserne aldrig helt ægte.

Livet leves (måske) et sted, men ikke af Hermanns personer. Selvom de er sammen med andre, så er de i virkeligheden mest optaget af sig selv. Pigen fra Rote Korallen prøver at presse mere saft ud af familiehistorierne ved at være sammen med en efterkommer af en af oldemoderens bekendte. Det kommer der ikke noget ud af, for han ligger dagen lang i sin lejlighed og siger igen og igen: ”Ich interessiere mich nicht für mich selbst.” (Jeg interesserer mig ikke for mig selv.)

Det er selvsagt et mageløst selvoptaget udsagn, men på den anden side er det rigtigt nok i den forstand, at han ikke rigtig gør noget ved det.

I titelnovellen finder den hjemløse taxachauffør Stein endelig det perfekte sommerhus, og han inviterer fortælleren med ud at se det. Hun har mødt ham nogle år tidligere og er blevet hans indgang til hendes kreds af unge kunstnerspirer. Nu vil han indrette det til dem og give noget tilbage, men da hun ser den gamle ruin bliver hun frastødt og kan slet ikke forholde sig til hans gestus.

Alligevel er der glimt af håb, f.eks. i novellen om det gamle syrehoved Hunter Thompson, der bor på et trøstesløst hotel i New York. Det er dybest set et sted, hvor folk flytter ind og forsumper, indtil de dør, men da han møder en ung pige i lejligheden over for, tænder det alligevel et lys i ham. Hun interesserer sig for hans musik, og inden længe er han på jagt efter en båndoptager til hende.

Uanset hvor svært personerne har det med menneskelig kontakt, så ligger det hele tiden som et desperat ønske lige under overfladen. Det afdækker Hermann i sine flotte fortællinger, som jeg stadig glæder mig til at læse endnu flere af.

3½

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s