Anmeldelser · Europæiske perler

Judith Hermann: Alice

Fremragende noveller om døden og de overlevende

Alice er i slutningen af 30’erne og den gennemgående figur i Judith Hermanns tredje novellesamling fra 2009. Det er første gang jeg læser Hermann, men det bliver helt sikkert ikke den sidste.

Alice - forside

I fem stramme historier følger vi hendes afsked med fem forskellige mænd. De dør. Hermann skildrer klart og præcist de følelser af tab og tomhed, som de efterladte sidder tilbage med, men hun er også fantastisk til at fange den nøgternhed og alvor, som døden altid fører med sig. Livet ser anderledes ud, når døden bliver personlig. Det gælder uanset om den døde er en ekskæreste, en ven eller en ukendt onkel. Og dog er alle disse smerter kun en forsmag på det altopslugende savn, der bliver tilbage, når ens livsledsager er væk.

Det er sin sag at fange læseren med den samme historie fem gange i træk, men det bliver på ingen måde kedeligt. Hermann flytter fokus fra det langvarige forfald i hospitalssengen til det pludselige dødsfald, fokuserer på tiden op til døden eller på tiden efter og formår på den måde at gøre alle novellerne vedkommende.

Men det skyldes nu mest af alt hendes fantastiske sprog og dybt interessante personskildring. Her et citat fra en afsked med en plejer:

”Han sagde, hvis du sidder hos ham, hvis du rører ved ham, så mærker han det. Han mærker det hele. Måske sagde han det til Alice. De tog afsked med hinanden, højtideligt, det spillede ingen rolle at de slet ikke kendte hinanden. Så gik han.” (s. 106)

Kun forestående død eller alvorlig sygdom gør den scene realistisk. Men så er den til gengæld ramt lige på kornet.

Judith Hermann

Det går lige i hjertekulen at læse, hvordan Alice rydder op i sin mands ting, hvordan tøjet minder om noget, de har gjort sammen, hvordan en tilfældig bagerpose i en jakkelomme får hans særheder til at stå fuldstændig klart.

Eller hvad med denne beskrivelse af, hvordan savnet får hende til at se Raymond alle steder:

”Hun så Raymond dagligt. Hver dag. Hun så ham overalt, det var forbløffende hvor mange skikkelser, hvor mange fremtrædelsesformer han måtte have haft, han kunne være enhver. Han stod på en af rulletrapperne ved hovedbanegården, han svævede gennem den højloftede hal med en let kuffert i hånden og ansigtet i halvprofil, en rejsende uden hast, og Alice skubbede nogen til side, skyndte sig ned gennem hallen, så ham slentre væk fra rulletrappen og hen til udgangen, det var ikke ham, det var en anden.” (s. 171)

Jeg læser ikke mange noveller, men de her var lange og interessante nok til at fange mig ind. Judith Hermann regnes for en af de nye stjerner i tysk litteratur. Helt fortjent efter min mening.

Reklamer

One thought on “Judith Hermann: Alice

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s