Stuffed at the line – ti observationer om NFL uge 8

Rex Ryan - aldrig bange for at åbne munden.

1. Rex Ryan er en dygtig football-træner. Han er ofte underholdende, når han udtaler sig. Og så er han en oppustet klovn, som jeg i den grad håber at mine Patriots lukker munden på, når lejlighed byder sig. Det er ret patetisk at påstå, at Jets er et bedre hold end Miami, når Dolphins to gange har vundet. Der ville lidt mere ydmyghed være på sin plads. Ryan har naturligvis ret i, at Jets var langt bedre til at flytte bolden, men når du tillader to return-touchdowns på syv minutter, så har dit HOLD ikke fortjent at vinde. (Det er i øvrigt værd at bemærke, at Larry Izzo, der skiftede fra Patriots til Jets før sæsonen, var en af synderne på opdækning. Belichick har igen skaffet sig af med en veteran i rette øjeblik.) 

2. Det var overraskende, at Jets var i stand til at standse Miamis løbeangreb. Med Kris Jenkins ude for sæsonen, skiftede de i vidt omfang til en 4-3 opstilling, og det kunne Ronnie Brown og Ricky Williams ikke stille meget op over for. Spørgsmålet er selvfølgelig, om Jets mod andre hold kan blive ved med at afsætte så mange spillere til at standse løbet. Det er jo ikke alle, der stiller med en rookie quarterback som Chad Henne.

 

Hanne Richardt Beck: Men bedste hr. Hund

Titlen var det første, jeg tænkte på, da jeg så Becks nye bog. Hvad i al verden skulle det betyde? Det er en henvisning til Alice i eventyrland, som hovedpersonen Alis engang fik læst op fra: Hunden Bister anklager en mus i sit hus. ”Musen svared lidt spag: ’Jamen, bedste hr. Hund, mig forekommer dog denne sag uden nævning og dommer som tidspilde kun.’ … ’Stik din anke i lommen, jeg sørger for dommen, og dommen er døden!” Ikke just noget muntert billede, og selvom Alis’ far straks smider bogen i affaldsskakten, så har det bidt sig fast i hendes erindring. Og lige så lidt som musen kunne undslippe sin uretfærdige skæbne, kan Alis’ familie undslippe deres.

Romanen foregår i anden halvdel af 1960’erne, hvor Alis bor i et socialt boligbyggeri uden for København med sin far og mor. Moderen er skolelærer, mens faderen er syg. Han har været i modstandsbevægelsen, hvor han blevet taget af tyskerne og tortureret. Nu er han nedbrudt fysisk med ødelagte nyrer og nerverne har det vist heller ikke for godt, selvom det måske lige så meget er den megen morfin han tager for smerterne, der gør ham sær. Det er i hvert fald trangen, der sender ham – og Alis – på jagt efter recepter og smertelindring.

 

Vi følger Alis fra hun er 4-5 år til hun er ni, og der er ikke meget status i at være datter af en frihedskæmper. Krigen er for længst forbi, og nu er hun bare datter af en nedbrudt mand uden job, der skylder penge til alle og enhver, som opfører sig pinligt og gør familien anderledes. I starten er det ”min far og mig mod resten af verden,” og selvom Alis forbliver loyal hele bogen igennem, så får hun også øjnene op for, hvordan omverdenen ser på faderen:

”Taxachaufføren ser på min far. Og jeg ser på den store, mørke fedtplet foran på hans frakke og den ubestemmeligt hvidlige plamage på ærmet, jeg ser slipseknuden der sidder skævt og skjortekraven der er alt for stor rundt om min fars tynde hals. Jeg ser hans sorte tandstumper og hans grå hår. Og jeg forstår pludselig godt hvorfor taxachaufføren er så vred.” (110-111)

Det udstødte barns lidelser er hjerteskærende, og Hanne Richardt Beck rammer ubehaget lige på kornet i en række scener, som er svære at ryste af sig. Måske lidt for mange scener, for grundproblematikken er hurtigt etableret, og romanen gentager sig selv lidt i den midterste del. Det skal dog ikke skygge for, at Hanne Richardt Beck efter ’Om så det gælder’ fra 2007 har skrevet endnu god roman om besættelsen. Denne gang om et aspekt, som vi stadig ikke kender ret meget til. Den trak lange, ubehagelige spor efter sig, og så var det en ringe trøst, at man havde været på den rigtige side.

 

Stuffed at the Line – Optakt til uge 7

Jeg er tilbage i storform! Sidste uges mange forventede favoritsejre hjalp også mig til en fornuftig statistik, idet jeg var 11-2 (57-30 for sæsonen). Der var ikke nogen tegn på opsigtsvækkende forudseenhed. Bengals over Chicago troede jeg ikke engang selv ret meget på, så den kan jeg ikke tage megen ære for.

Her kommer så mine bud på næste uges kampe:

Denver (6-0) mod Baltimore (3-3) Jeg tror på Baltimore, selvom Broncos har gjort det fantastisk indtil nu. Med sejren over Chargers satte de sig solidt på AFC West, ikke bare i stillingen, men også som det markant bedste hold. Baltimore startede 3-0 men har siden tabt tre kampe i træk. De må og bør være desperate for at komme tilbage på sporet efter en friuge, hvor de kunne se både Bengals og Steelers trække fra. Omvendt virker det som en oplagt lejlighed for Broncos til at lette foden lidt fra speederen. Broncos er stadig det bedste hold, men på udebane søndag er det ikke nok.

Matt schaub fører ligaen i kasteyards (2074) og touchdowns (16) men han spiller for Texans, så det er knapt nok blevet bemærket.

Houston (4-3) mod Buffalo (3-4) Bills har vundet to kampe i streg, men sejrene var næsten lige så grimme at se på, som nederlaget til Browns. Desuden vil Matt Schaub, der er en af ligaens mest stabile quarterbacks i år, ikke sende sejren på et sølvfad som Mark Sanchez og Jake Delhomme. Texans sejr og kurs mod et wildcard.

 

Rutu Modan: Åbne sår

  

Kody kører taxa i Tel Aviv og bor sammen med sin onkel og tante – officielt fordi han synes, de har behov for hjælp, men nok lige så meget fordi han ikke kan holde ud at være alene, selvom de irriterer ham. Moderen er død, og faderen, Gabriel, har han ikke set i årevis. Han er kort sagt et helt almindeligt storbymenneske med helt almindelige eksistentielle problemer. En dag opsøges han af den jævnaldrende Numi, der mener, at faderen er blevet dræbt af en selvmordsbomber. Nu vil hun have hans hjælp til at få det bekræftet, og modvilligt lader han sig trække med på eftersøgningen.

Rutu Modan modtager en af flere priser for 'Åbne sår'

Sådan er udgangspunktet for Rutu Modans graphic novel ’Åbne sår’, der blev udgivet på dansk af Carlsen sidste år. Selvom terrorangrebet spiller en central rolle for historien, så er det slet ikke en fortælling om terror. Den er bare blevet så meget et hverdagsfænomen i Israel, at den naturligt indgår i baggrundsbilledet for en historie, der meget mere handler om at opdage nye sider af sine forældre og måske endda komme til at acceptere dem med alle deres fejl og mangler.

Eftersøgningen fører læseren rundt i det israelske samfund med soldater, et mylder af indvandrere, aktivistiske småhandlende og konflikter på kryds og tværs, men den fører også Kody og Numi tættere på hinanden. De er begge, hver på deres måde, blevet forladt af Gabriel, men måske kan han alligevel føre dem sammen?

 

Tegningerne er simple men udtryksfulde, og Modan har et virkeligt godt greb om kropssprog og mimik. I forholdet mellem Kody og Numi er der meget mere på spil, end der siges i replikkerne, og her supplerer det grafiske udtryk teksten fint.

’Åbne sår’ er en meget voksen tegneserie med meget voksne problemstillinger. Dramaet udspiller sig i de menneskelige relationer mellem hovedpersonerne, mens den ydre handling er begrænset. Som sådan er historien velfortalt, men jeg var alligevel ikke helt begejstret for resultatet. Den var god, men ikke fantastisk.

 

DR Romanklubben (optakt) Carsten Jensen: Vi, de druknede

 

Som tidligere nævnt har jeg igen i år meldt mig til DR Romanklubben på Nakskov bibliotek. Om jeg kommer med, ved jeg endnu ikke, men i hvert fald læser jeg som opvarmning nogle af de tidligere års vindere. Carsten Jensen vandt i 2007 for ’Vi, de druknede,’ der også blev kåret til Vor tids danske roman ved Jyllands-Postens læserafstemning sidste år. Jeg havde kort sagt store forventninger, og de blev indfriet.

I bogen gør Jensen sin barndomsby Marstal til centrum for historien, der tager sin begyndelse med treårskrigen og slutter med anden verdenskrig. Over disse hundrede år følger vi byens borgere gennem gode og dårlige tider. Undertiden, som under 1. verdenskrig, var de begge dele på en gang, for mens krigen pressede fragtraterne i vejret, så voksede risikoen på havet også. På den anden side var krigens betingelser mere en skærpelse af hverdagens strabadser end en helt ny situation, for sømandskonerne måtte hele tiden leve med at være alene hjemme i årevis, og også i fredstid gik mange glip af en plads på den nye, fine kirkegård, fordi havet havde taget dem forinden.

Historiens første halvdel er centreret om sømanden Albert Madsen, som vi følger gennem den sorte skole, på jagt efter faderen i Stillehavet og tilbage i Marstal som reder og patron. Han personificerer sømandens og byens bedste dyder, som langsomt går i opløsning under den guldgraverstemning, der griber byen 1914-18. Der er dog hele tiden tale om en kollektiv fortælling, så skiftet til barnebarnsgenerationen i bogens sidste del sker ubesværet.

Selvom romanen udmærket kan læses som et selvstændigt værk, så er der heller ingen tvivl om, at den også er et indlæg i samfundsdebatten. For Carsten Jensen er søfolkene tydeligvis et bedre ideal end bondesamfundet. De er på en gang stærkt knyttet til hjemlandet og præget af globalt udsyn og tolerance, fordi de har verdenshavene og ikke markskellet og sognegrænsen som referenceramme. Hans skepsis over for krig er overalt tydelig, også i skildringen af treårskrigen 1848-50, der ellers i modsætning til 1864 regnes for relativt velllykket.

Historien fortælles i tredje person. Undertiden træder et kollektivt ”vi” frem og understreger romanens karakter af kollektivhistorie. ”Vi’et” dækker over de druknede søfolk, men det er aldrig bestemte personer, der hentydes til, og det giver faktisk en fornemmelse af, at det er byen selv, der står bag fortællingen. På mange måder er der tale om røverhistorie. Livet på havet er også fyldt med vanvittige sammentræf og mærkelige myter, og dem trækker Carsten Jensen i høj grad på. Det gør bogen underholdende og let læst. Jeg er normalt skeptisk over for meget lange bøger, men de knap 700 sider var ikke mere end stoffet kunne bære.

 

Stuffed at the line – ti observationer om NFL uge 7

Brandon Meriweather returnerer en interception for et TD efter godt to minutters spil - og dermed var kampen stort set afgjort.

1. NFL’s årlige optræden i London blev en lidt tam affære. På papiret var der sørget godt for europæerne med et af ligaens bedste hold (Patriots) med et par af ligaens absolut største stjerner (Brady og Moss) men desværre kneb det lidt med modstanden. Tampa Bay er inde i en komplet genopbygningsfase, og de kom ind til kampen 0-6 med andenårs quarterback Josh Johnson som starter. Da Patriots hurtigt bragte sig foran 21-0, var den kamp ovre. Slutresultatet blev 35-7.

2. Som Patriots fan kan jeg kun være tilfreds med udviklingen i sæsonen hidtil. Jeg havde på ingen måde forestillet mig noget bedre end en 5-2 statistik inden friugen, selvom jeg nok ville have tippet Baltimore og Titans som de sandsynlige nederlag. Optimismen knytter sig til hele holdets udvikling. Brady var ikke overraskende noget rusten, da han vendte tilbage efter sin knæskade, men han har vist en konstant stigende formkurve. Selvom han kastede to interceptions i London, så bevægede han sig bedre i lommen og trådte igennem i sine kast – noget der i høj grad manglede i starten af sæsonen. Hans dybe kast mangler stadig noget præcision, men samarbejdet med receiverne fungerer bedre. Den offensive linje er lidt af et spørgsmålstegn – søndag havde de alt for mange penalties – men generelt ser den side af bolden fornuftig ud.

   Det gør forsvaret også, og det er den mest glædelige nyhed. Det har fået en hel stribe nye startere, og de mange unge spillere har tilført en energi og en hurtighed, der har manglet de sidste år. Prisen har været nogle halvsløje tacklinger og andre basale fejl, men for en gangs skyld er der grund til at forvente, at forsvaret bliver bedre efterhånden som sæsonen skrider frem. Safety Brandon Meriweather har for alvor markeret sig, og de mange nye cornerbacks har klart forbedret en svaghed fra sidste år. Der er kort sagt god grund til optimisme inden det årlige derby med Colts og de vigtige divisionskampe mod Miami og Jets.

 

 

Stuffed at the Line – Optakt til uge 7

Sidste uges bud holdt lige netop skindet på næsen: 8-6 (46-28 for sæsonen). Jeg havde held til at spotte sejre til Texans og Chiefs, mens min tillid til Chargers og Seahawks viste sig noget malplaceret. Hvis tendensen fortsætter rammer jeg 50% i næste uge, så brug endelig ikke mine bud til andet end almindelig morskab.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg synes, der er flere elendige hold i NFL i år end sædvanligt. Ikke nok med det: Det er i vid udstrækning også de sædvanlige hold, der skraber bunden, og jeg har svært ved at få øje på et hold, der for alvor har vendt bøtten sådan som Falcons og Miami gjorde det sidste år. (Broncos tæller ikke i denne sammenhæng, for selvom deres offseason var kaotisk, så var de trods alt 8-8.) I dagens klumme vil jeg derfor fokusere på de hold, der havde 4 eller færre sejre sidste år, og derfor fik lov til at vælge 1-6 i draften.

Detroit Lions håber snart at have Stafford tilbage.

Detroit (1-5) holder friuge, og den har de brug for. Løverne ryddede helt op med ny sportschef, ny trænerstab og i vid udstrækning også nye spillere, men resultaterne er endnu beskedne. Det er ok. Der var en sådan mangel på talent sidste år, at det tager tid at opbygge et slagkraftigt hold. Fremtiden afhænger mest af quarterback Matthew Stafford, der har spillet som en typisk rookie med store fejl og enkelte store spil. Han har brug for spilletid, så det er bekymrende, at han nu er skadet. Forventningerne til Detroit var små, og det har de levet ned til.

 

 

Stuffed at the line – ti observationer om NFL uge 6

Storkampen Giants - Saints levede ikke helt op til forventningerne. Dertil var Brees & co for overlegne.

 

1. Jeg har flere gange kaldt Giants for ligaens bedste hold, men efter at have set New Orleans dominere dem totalt, må jeg skifte mening. De er stadig et godt hold, men Saints var markant bedre. Først og fremmest må de roses for at have fået lukket hullet på den offensive linje efter tabet af LT Jammal Brown. Giants frygtede defensive linje fik slet ikke lagt pres på Drew Brees, der ikke havde problemer med at finde sine receivere ned af banen. En sejr til Saints på hjemmebane var ingen sensation – men dominansen var det.

 

Chita Banerjee Divakaruni: Hjerte Søster

  

Divakaruni er af indisk afstemning, men hun bor og arbejder i USA. Dette dobbeltperspektiv mærkes tydeligt i denne roman, hvor den vestlige læser føres dybt ind i indisk kultur og samfundsliv, men samtidigt tages så meget ved hånden, at hun ikke føler sig helt fortabt. Ja, jeg skriver hun, for romanen udspiller sig fortrinsvis i et kvindeunivers, hvor mænd kun spiller en sekundær rolle.

Kusinerne Anju og Sudha vokser op med tre mødre og ingen fædre i Calcutta. De er født på samme dag, som også er den dag, hvor deres fædre omkom på en fortvivlet ekspedition ud i junglen på jagt efter en hemmelig rubinhule. Til gengæld har husstanden en ekstra mor, fordi Anjus faster er vendt hjem til familien i en ganske ung alder efter hendes mands død.

De to piger er altid sammen, selvom deres ønsker går i meget forskellig retning. Sudha er romantisk og drømmer om en dag at blive centrum i en lykkelig familie, mens Anju læser litteratur og drømmer om universitetet og om at besøge fjerne steder. Da pigerne nærmer sig voksenalderen sætter alvoren imidlertid ind, for i det traditionelle samfund er målet entydigt at få dem gift, og det er ikke en sag, der kan overlades til dem selv. Ægteskaberne arrangeres af forældrene, hvorefter kvinden forlader sin egen familie for at indgå i mandens. Oftest er problemet ikke så meget manden som denne familie. Den har sine egne krav til svigerdatteren, og når de nygifte flytter ind hos hans forældre, er de ikke nemme at komme uden om.

Romanen er kritisk over for disse undertrykkende traditioner. Sudha har det værst, for hun bliver i Indien hos en svigermor, der er desperat efter børnebørn, mens Anju trods alt bliver bedre stillet ved at følge sin mand tilbage til USA. Det kan godt være, at han ikke accepterer hende som ligeværdig, men hans familie er på afstand, og han er så moderne, at hun får lov til at studere og i øvrigt leve et selvstændigt liv.

Bogens kapitler fortælles skiftevis af Anju og Sudha. Det skiftende perspektiv fungerer godt som indgang til de to forskellige søstre, og det er især værdifuldt, da de som unge begynder at vokse fra hinanden, og sporene fra deres fædres død mange år tidligere for alvor begynder at kaste skygger over dem. Historien er noget kulørt uden dog at forfalde til eventyrlig romantik – nå ja, måske alligevel lidt til sidst – og jeg følte mig både godt underholdt og lidt klogere efter at den sidste side var vendt.

 

Stuffed at the Line – Optakt til NFL uge 6

Sidste uges bud blev også en relativ succes: 9-5 (38-22 for sæsonen). Sæsonen er nu inde i sin midterste fase. Enkelte hold er allerede mere eller mindre dødsdømte, andre er med en 5-0 start allerede meget tæt på slutspillet, mens de fleste ligger i det store midterfelt, hvor sæsonen endnu er på vippen. Et par sejre kan hurtigt gøre en ok 3-2 start til indledningen på en god sæson, mens et par nederlag lige så hurtigt kan forvandle en skuffende 2-3 start til fuldblodskrise med træneren helt ude på kanten af sædet.

Hvilken retning til rundens kampe pege i?

Todd Haley er blevet kritiseret for en FOR aggressiv tone over for sine spillere - men han har på den anden side heller ikke haft så meget at glæde sig over endnu!

Kansas City (0-5) mod Washington (2-3) Jeg har flere gange spået en overraskende sejr til Kansas, og jeg tror, at den venter lige rundt om hjørnet. Holdet er ikke godt, men det har været lige ved et par gange, senest mod Dallas. Washington er på mange måder skuffende, så tredje gang bliver lykkens gang for mit gæt på Chiefs.