Stærk roman om mødet med pensionsalderen
Omtalen af Strouts roman, der vandt Pulitzer prisen for fiktion i 2009, har typisk fokuseret på dens hovedperson. Olive Kitteridge. Hun beskrives som en fysisk stor kvinde og en kantet personlighed, der er forfriskende, fordi der er så få af den type karakterer i litteraturen. Det er er en helt fair karakteristik, for Olive er vitterligt et vigtigt særkende for bogen – men hun er alligevel ikke så altdominerende som den lige så kantede Birgithe i Katrine Marie Guldagers roman fra sidste år.
Olive Kitteridge har i mange år undervist i matematik på den lokale skole i Crosby, Maine, hvor hun bor sammen med sin mand Henry, der har drevet et apotek i en nærliggende by. Sammen har de sønnen Christopher, som Olive elsker højt, men som hun måske også har hegnet mere ind med sin personlighed end godt er. I romanens nutid er ægteparret ved at tage hul på pensionisttilværelsen, og selvom der er tilbageblik – det første kapitel handler f.eks. om Henrys stormende men aldrig udtrykte forelskelse i en tidligere ansat på apoteket – så er fokus rettet på tilværelsen, når man har passeret de 60.
Det er nye bekymringer, der kommer til: kroppens skrøbelighed og forholdet til det voksne barn. Det sidste bliver vanskeligt, da han finder en kone og flytter helt til Californien med hende. Det er nemt for læseren at se, at sønnen langt om længe er i gang med en frigørelsesproces, men Olive kan ikke forstå, hvad hun har gjort forkert, så hun bliver bitter og vred.
Olive er romanens omdrejningspunkt, men det er også et portræt af en typisk amerikansk provinsby. Fordi hun har været lærer på skolen og fordi hun er så karakteristisk, har alle hende som et referencepunkt, men der er kapitler, hvor hun kun optræder som en bifigur. Der er f.eks. historien om Harmon, der har mistet gnisten i sit eget ægteskab, og derfor har fundet sammen med enken Daisy, som han besøger, når han har hentet donoughts. En da dukker en tynd pige op hos Daisy, hun lider af en alvorlig spiseforstyrrelse og har samtidig fået sig en skidt kæreste, der har trukket hende med ind i kriminalitet. Pludselig banker Olive på døren, fordi hun er ude at samle ind til velgørenhed, og så udvikler historien sig derfra.
Alderdommen indebærer selvfølgelig risiko for tab. Når par bliver gamle sammen, vil den ene på et tidspunkt falde fra og efterlade den anden med en truende ensomhed. Henry og Olive ser det blandt deres jævnaldrende, og selvom i hvert fald Henry er grundlæggende optimistisk, så sker det alligevel. Spørgsmålet er så, om der findes et håb om nærhed i den sene alder. For nogen gør der givetvis, for andre måske ikke.
Romanen er især optaget af hverdagslivets dramaer, men der er også flere episoder, hvor vold og kriminalitet stikker hovedet frem. Ud af det blå bliver Olive og Henry involveret i et gidseldrama, i en anden historie står en psykisk ustabil mor pludselig og skyder efter svigersønnen i skovbrynet, og så er der familien Larkin, der lever isoleret, fordi deres søn har begået et mor mange år tidligere. Det virker voldsomt, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, om det afspejler reelle forskelle mellem USA og Danmark eller om Strout ”bare” har tilsat det som lidt ekstra litterært krydderi.
Olive Kitteridge er en virkelig god roman. Strout skriver både personer og natur frem i et nuanceret sprog. Alle figurer er sammensatte og troværdige, og det er meget nemt at se det lille samfund for sig. Det er også en fornøjelse at være i selskab med Olive og de andre gnavpotter, for her kommer der virkelig kød og blod på en livsfase, som de mange ungdomsfikserede forfattere ikke har blik for.
Mest om bøger 