Anmeldelser · Nyere dansk

Vita Andersen: Hold kæft og vær smuk

Kvindeliv i 1970’erne

Det er svært at tænke på 1970’ernes litteratur uden at tænke på Vita Andersen. Hun bragede igennem med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner i 1977 og året efter komme denne novellesamling, der også blev en stor succes. Det var bøger, der ramte tidsånden, men det var også en type litteratur, som næste generation havde travlt med at affeje som ”politisk litteratur”, ”kvindelitteratur” eller ”bekendelseslitteratur”. Andersen holdt ikke op med at skrive, men det foregik ikke længere i den litterære offentligheds søgelys.

Vita Andersen: Hold kæft og vær smuk - forside

Hold kæft og vær smuk er 12 noveller på 183 sider. De har alle piger eller kvinder som omdrejningspunkt, og de fleste befinder sig på en eller anden måde i en udsat position. Der er de unge piger i ’Fejlen’ og ’Lampeskærmene’, der vokser op med psykisk ustabile mødre, og som ender med at bebrejde sig selv for deres ulykke, fordi de holder så meget af deres mødre, og fordi de ikke ved, at tingene kan være anderledes. Der er Siv i ’Ud på landet’. Egentlig er hun glad for at være flyttet fra børnehjemmet til en plejefamilie på en gård, men hun oplever alligevel, at hun hele tiden bliver behandlet anderledes og holdt uden for. Der er Lykke, som har forlæst sig på ugeblade om boligindretning og slankekure. Hun elsker at købe ting, men har svært ved at rumme tilværelsen. I stedet ender hun med at trøstespise på sofaen.

Tilsammen tegner historierne et billede af en periode, hvor traditionelle familieværdier er ved at blive opløst, og hvor kvinder har mange flere muligheder for at leve mere selvstændige liv end tidligere, men hvor der stadig er langt igen til ligestilling og social retfærdighed. Det gælder også på det seksuelle område, hvor Vita Andersen tydeligt viser, at den seksuelle frigørelse langt hen af vejen blevet tolket som mænds ret til at kræve, hvad de havde lyst til. Det er tydeligt i ’Søndagen er til at kneppe i’, hvor den på alle måder mislykkede Kurt skal sætte rekord i antal samlejer, men det er også et tema i ’Ensomme hjerter’, hvor den lidt ældre Åse er på date og bare gerne vil have ømhed, mens hendes eller velklædte partner forventer at udleve fantasier fra Weekend-Sex. Mest skræmmende er historien om Maria, der er omstillingsdame i et rejsebureau, hvor direktøren går i seng med de unge piger – det er tydeligvis Spies uden at ordet bruges – og hun selv er en outsider, der håber på at blive inviteret med i byen og i stedet ender hjemme hos en pervers journalist.

Der er ingen tvivl om, at det gør en forskel, at bogen fokuserer på kvindelige hovedpersoner. Jeg har læst masser af historier om børnehjemsbørn, personer, der ikke kan overkomme livet, eller som føler sig fanget i tilværelsen, men det flytter perspektivet, at novellerne handler om piger og kvinder i stedet for drenge og mænd. Det er godt, og teksterne er både rørende og let tilgængelige. De er også en smule forudsigelige, men bogen er stadig værd at læse.

Skriv en kommentar