En personlig historie om slaveri
Brink har dybe rødder i det Sydafrika, han har skrevet så mange romaner om, så det er ikke overraskende, at familiehistorien kan fungere som indgang til fortællingen om landets dramatiske udvikling. Sådan er det i Philida fra 2012, hvor udgangspunktet er Zandvliet, en vingård uden for Kapstaden. Den var eget af Cornelis Brink, og i 1832, da historien tager sit udgangspunkt, var slaver fortsat en vigtig og integreret del af arbejdsstyrken.
Tiderne var imidlertid under forandring. England havde erobret kolonien fra Holland, og der var rygter om en snarlig afskaffelse af slaveriet. Noget var ved at ske, og måske var det derfor, at den unge Philida beslutter sig til at gå den lange vej til Stellenbosch for at indgive en klage over Cornelis Brinks søn Francois. Han har ligget med hende i bambuskrattet, de har fået fire børn sammen, måske har han også lovet hende, at han vil købe hende, i hvert fald er Philida rasende, da han skal giftes med en hvid kvinde fra byen og hun frygter at blive solgt til en farm langt inde i landet, så den nye hustru ikke konstant skal mindes om hans tidligere interesser.
Det er muligt, at der er forandring på dagsordenen, men den er ikke kommet endnu. Francois møder op og afviser det hele over for dommeren, og Philida bliver sendt tilbage til Zandvliet. Hun er specialist i strikning og bliver sat i arbejde igen. Det ledes af den autoritære Cornelis Brink, der afretter både børn og slaver med tørre tæsk og bibelcitater, der altid handler om lydighed og underkastelse. Han er også en hårdtarbejdende mand, der kan se priserne på farmens vin rasle ned. Bankerotten truer og et af bogens dramatiske højdepunkter er auktionen, hvor fremmede vader gennem hjemmet inden familiens ejendele sælges til højstbydende.
Philida fremstilles som en viljestærk og initiativrig ung kvinde. Hun stiller krav til Francois, der på sin side fremstår som en lidt svag mand klemt mellem sin fascination af Philida og familiens krav. Han har selvfølgelig også noget at tabe, og måske var forholdet aldrig lige så seriøst fra hans side. Det var trods alt ganske almindeligt, at slaveejere tog sig friheder med de unge kvinder uden at mene noget alvorligt med det.
Det viser sig, at Philidas frygt for at blive solgt er reel. Efter en lang rejse ind i landet bliver hun solgt til en relativt liberal embedsmand, der godt kan bruge en strikkekyndig slave. Hun lærer også snedkeren Labyn at kende, og han introducerer hende for islam og sætter hende ind i tidligere slaveoprørs historie. Der er ikke kildebelæg for den del af fortællingen, men særligt Philida er allerede etableret som person, så det fungerer, selvom romanens ønske om at oplyse bliver lidt for markant.
Ellers er der ikke meget romantisering af slaveriet. Det er muligt, at man lever tæt sammen i byens handelshuse og ude på de små farme, men Brink gør det helt tydeligt, at forholdet bygger på racisme og undertrykkelse. Volden er aldrig langt væk, hvis en slave træder ved siden af. Straffene er drakoniske. Offentlig piskning hører til dagens orden, og slaver sælges uden videre, hvis det passer ejerne. Da Cornelis skal sandsynliggøre, at Philidas børn ikke er Francois’ bestiller han et par mandlige slaver til at voldtage hende på gårdspladsen.
André Brinks lange forfatterskab er et studie af Sydafrikas nyere og ældre historie. Philida er et vigtigt bidrag, fordi den går tilbage til apartheidsystemets rødder i kolonitidens slaveri, og det er også en god roman. Philida og de øvrige beboere på Zandvliet kaldes til live. Jeg har ingen grund til at tro, at han ikke har brugt kildeforlæg, hvor det er muligt, men han har også taget sig friheden til at digte videre over fakta, så historien og personerne kom til at hænge sammen.
Mest om bøger 