Optimistisk roman om anoreksi
Jeg har læst flere bøger, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med spiseforstyrrelse og anoreksi. Det er som regel ubehagelig læsning, og som jeg umiddelbart husker det, så har de det tilfælles, at tingene hele tiden bliver værre, eller i hvert fald at den syge højst når til en farlig balance, hvor vedkommende kan overleve med sygdommen. Det er f.eks. tilfældet for hovedpersonen Anna i Sofi Oksanens Stalins køer
Dage uden sult er anderledes, for vi møder hovedpersonen og jeg-fortælleren Laure, da hun er allerlængst nede. Laure er ung kvinde på 19 år og 175 cm, der har formået at tvinge sin vægt ned på 36 kg. Hun er så udsultet, at hendes kropsfunktioner er begyndt at sætte ud. Menstruationen er for længst væk, hun er begyndt at få synsforstyrrelser og har svært ved at holde balancen, og afstanden mellem hud og knogler er blevet så lille, at det er smertefuldt at sidde ned.
Hun er kort sagt ved at dø, da hun lader indlægge på en gastrisk afdeling på et sygehus i Paris, men vi ved også fra starten, at der er håb forude. Det første kapitel handler om hendes møde med dr. Bernal, en yngre men alligevel erfaren læge, der formår at trænge igennem til Laure og få hende til at tage imod hjælp. Hun lader sig indlægge, og selvom hun stadig er fuld af lede mod at spise og længes efter selvkontrollen i at sulte og tvinge sin krop til at bøje sig for hendes vilje, accepterer hun alligevel at følge behandlingen. Hun får lagt en sonde, så hun kan få ekstra næring direkte i mavesækken, og hun spiser alle de portioner, der bliver stillet foran hende, også selvom det kan tage timevis at komme igennem et måltid.
Opholdet varer flere måneder, og undervejs bliver hun en del af det mærkelige fællesskab, der også er på afdelingen. Der er andre patienter med spiseforstyrrelser – bl.a. hendes modstykke Anaïs, der kommer totalt udsultet ind, nægter at gå helhjertet ind i behandlingen og lader sig udskrive så snart hun har taget nok på til at hospitalet ikke længere kan holde på hende – men der er også overvægtige og patienter med somatiske marve-tarmsygdomme.
Romanen beskriver en glidende bevægelse, hvor vi lærer Laure at kende, mens hun bliver en del af og lader sig blive en del af fællesskabet. Undervejs hører vi om hendes vanskelige familiesituation. Moderen er psykisk syg og faderen er sadistisk, og det har selvfølgelig været en risikofaktor i forhold til Laures sygdom, men om det står åbent, om det er den eneste forklaring.
Nøglen til Laures helbredelse er hendes accept af behandlingen, der igen bunder i et genfundet ønske om at leve, og det ønske er uløseligt forbundet med forholdet til Bernal. Laure føler sig set af ham, og når hun følger behandlingen, er det, i hvert fald i starten, også for hans skyld. Der sker aldrig noget upassende mellem dem, men det er åbenlyst, at relationen for hende også er en kærlighedsrelation. Ville hun være kommet igennem uden at være forelsket i sin læge? Måske, men i romanen er det i hvert fald en vigtig medvirkende faktor.
Anoreksi, andre spiseforstyrrelser og selvskade er psykiske sygdomme, der især rammer unge kvinder. Undertiden ender det i tragedie, men det er vigtigt at huske på, at mange faktisk bliver helbredt. Dage uden sult lægger ikke fingrene imellem i forhold til at beskrive anoreksiens frygtelige konsekvenser, og den er skrevet, så man virkelig kommer ind under huden på Laure og får en forståelse for hende. På sin vis står fortællingen endnu stærkere, fordi den ikke følger hende ud til afgrundens rand, men i stedet følger hendes forsigtige og tøvende bakken tilbage fra kanten.
Mest om bøger 