Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Sofi Oksanen: Stalins køer

Fortielse og tragedie smelter sammen i ”bulimexi-roman”

Jeg var meget begejstret, da jeg for tre år siden læste Renselse. Sofi Oksanen fik fuldt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris for sit storværk om trafficking, forræderi og de mørke hemmeligheder fra kommunisttiden, der stadig skjuler sig lige under overfladen i det nye Estland.

Renselse var andet bind i planlagt serie på fire romaner om Estland. Den tredje – Da duerne forsvandt – er netop udkommet. Stalins køer er den første, og der er i virkeligheden ikke nogen god grund til, at jeg ikke fik den læst, straks den kom på dansk i 2011. Jeg har faktisk haft den stående på hylden i flere år og glædet mig til at komme i gang med den.

Stalins køer - forside

Det var der også god grund til. Stalins køer fortæller en gribende, ubehagelig og dybt personlig historie. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er Anna. Hun er i midten af 20’erne, og hun har gennem mere end ti år lidt af en alvorlig spiseforstyrrelse, og særligt i bogens første del får man mere at vide om opkastninger, end man har lyst til.

Anna bilder sig ikke ind, at hun kan komme ud af forholdet til sin ”Herre”, og hun har i virkeligheden heller ikke lyst til det. Æderiet, kalorietællingen og opkastningsseancerne dækker nemlig over så store traumer og fortielser, at hun slet ikke kan se dem i øjnene.

Annas mor Katriina er fra Estland. Hun mødte Annas far i 1970’erne og flyttede til Finland. Gennem hele sit liv har Anna været med på sommerferier og udflugter til sit tabte land, som Katriina ikke kunne slippe, men som hun på den anden side skammede sig over. Anna måtte ikke tale estisk eller overhovedet indrømme, at hun ikke var finne forfra og bagfra. Moderen er nemlig overbevist om, at finnerne tror, at alle estere er ludere, og at en estisk familie er decideret pinlig.

Der er også en politisk dimension, for selvfølgelig er alle indvandrere fra Sovjetunionen potentielle spioner, som sikkerhedstjenesten og KGB holder under observation. Og hjemme i Estland er Katriina flasket op med bagtalelser, spionage og forræderi, der rækker helt ind i familiens egen historie. Nogle forsvandt efter den sovjetiske fremrykning i 1944-45 og blev skovbrødre, der kæmpede for et selvstændigt Finland. Det var en håbløs drøm. Der var ingen hjælp fra vesten, og nedkæmpelsen af modstanden var brutal. Mange endte i sibiriske fangelejre, og var der en skovbroder i familien, kunne det til hver en tid bruges mod den.

Selvfølgelig var det bedst ikke at sige noget til nogen i den situation, men fortielserne er gift for Anna. Hun kan godt bilde sig ind, at hun har et hjem i det sin estiske fortid, men hvad hjælper det, når man så ikke kan tale med sin kæreste om det, der betyder mest?

”Tanken om, at Hukka skulle pille ved den stolthed, jeg følte over alt det, der hørte til Annas verden, og ved min skam – den tanke var ikke til at holde ud. Jeg kunne ikke tage den risiko. Den var for stor og jeg for lille. Mine femogfyrre kilo ville ikke kunne holde til det.” (s. 184)

Det kan virke forceret at koble storpolitik og spiseforstyrrelser sammen, men man må bare konstatere, at det faktisk fungerer fortrinligt. De kommunistiske regimer var besat af kontrol, af at registrere og udnytte hver eneste lille bid information, og den kontrolmani spejler sig i anorektikerens og bulimikerens kamp med egen krop. I begge tilfælde er den totale kontrol en umulighed, og i sidste ende går det, man prøver at kontrollere, til grunde.

Stalins køer er en anderledes bog end Renselse, men det er ikke en dårligere bog. Jeg var dybt imponeret af Anna, der på den ene side er ekstremt intelligent og stræbsom og på den anden side er neurotisk og sårbar. Det politiske spor er også troværdigt, og det var skræmmende og fascinerende at se de mange lighedspunkter med Herta Müllers fremstilling af Rumænien.

4½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s