Haruki Murakami: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende

Murakami classic

Romanen blev udgivet i 1985 og blev Murakamis store litterære gennembrud, som han et par år efter fulgte op med Norwegian Wood, der for alvor gav ham kommerciel succes. Der er god grund til at se Hardboiled Wonderland og Verdens Ende som et centralt omdrejningspunkt i forfatterskabet, for den rummer mange af Murakamis velkendte temaer: en let dosis overnaturlige elementer, ensomme fortællere på kanten af samfundet, eventyrlige forviklinger i en næsten genkendelig verden og en fortællestil, der får selv de særeste påfund til at glide ned.

Titlen skal forstås helt bogstaveligt: Den handler vitterligt om to forskellige verdener med hver sin jeg-fortæller og uden umiddelbar sammenhæng. Den første er også den mest realistiske. Her møder vi en navnløs fortæller, der arbejder som informationssikkerhedskonsulent. Det betyder, at han arbejder for Systemet med at kryptere data, så de ikke falder i hænderne på kigoshierne. En dag bliver han kontaktet af en mystisk professor, der har etableret et hemmeligt laboratorium neden under Tokyo. Her hersker Mørklingerne, som kun professoren kan holde i ave, og som derfor fungerer som værn mod omverdenen.
I fremtiden er der udviklet to metoder til kryptering: Vaskning, som dybest set er en matematisk kodning af data til andre værdier, og shuffling, som er en underbevidst og ubrydelig omskrivning. Det sidste er blevet forbudt, men professoren har sine forbindelser og insisterer på også at få gennemført denne type sikring.

Fortælleren er fraskilt og bor alene. Han køber sig nogle gange til sex og lever ellers et nøjsomt liv med god mad, god whisky og interesse for klassisk litteratur og musik. Mødet med professoren og hans smukke, tykke barnebarn sætter en dramatisk udvikling i gang. Det viser sig hurtigt, at kigoshierne er på sporet af ham, og han bliver tvunget til at undersøge, hvordan professorens enhjørningekranium, mørklingerne, krigen mellem systemet og kigoshierne, samt, og ikke mindst, hans egen fortid egentlig hænger sammen.

Den anden historie foregår i Verdens Ende. Det er en by med en solid bymur omkring og en særlig indre logik. Også her har vi en navnløs fortæller. Da han ankommer til byen bliver hans skygge skåret væk, og han får til opgave at læse gamle drømme. I praksis betyder det, at han med fingrene skal aflæse de mystiske signaler, som samlingen af enhjørningekranier afgiver. Byen rummer nemlig en stor flok gyldne enhjørninger, som græsser på fælleden og hver nat lukkes uden for byporten. Alle beboerne har fået skåret deres skygger fri, og skyggerne lever en kummerlig tilværelse, indtil de dør.

Men hvad betyder det egentlig? Det går hurtigt op for fortælleren, at tabet af skyggen også betyder tabet af ens hjerte. Selvfølgelig er det behageligt at affinde sig med tilværelsen, som den er, og han får snart et godt forhold til en gammel oberst, hvor han bor, og en ung bibliotekar, hvor han arbejder, men det er også påfaldende, at de mangler hjerte og lidenskab.

De to verdener udfoldes hver for sig, men det er også tydeligt, at de begynder at bøje ind mod hinanden, og at der er en eller anden forbindelse mellem dem. Spørgsmålet er bare hvilken, og hvordan de to fortællere kan undslippe den knibe, de sidder i.

Jeg nød historien, der er ret udknaldet, men som ikke er svær at følge, hvis man bare accepterer præmisserne. (Og bogen fungerer klart bedst i sin egen logik; da professoren skal prøve at udlægge sammenhængen til sidst, giver det egentlig ikke meget mening.) Bogen sprudler af ideer og interessante personer, men der hviler også en tyk dyne af melankoli og tab over de to fortællere og deres verdener.