Fantasifuld børnebogsklassiker
Carroll er mest kendt for Alice i Eventyrland fra 1865, som han seks år senere fulgte op med Bag spejlet. Hovedpersonen er igen den syv-årige Alice, der på en varm sommerdag ikke kan få tiden til at gå. Denne gang dykker hun ikke ned i kaninhullet, men træder i stedet igennem det store spejl over kaminen. Virkningen er dog den samme, hun havner i en underlig fantasiverden, hvor intet er, som det plejer.
Rammefortællingen er, at hun er landet i et kæmpe skakspil, hvor hun som bonde skal arbejde sig frem til modstanderens baglinje og blive forvandlet til en dronning. Undervejs møder hun både spillets brikker – ikke mindst den røde dronning, der er arrogant i sin magtfuldkommenhed, og den hvide dronning, der mest af alt er forvirret – og andre sære væsener.
Man skal ikke tage skakspillet alt for alvorligt, for det tjener mest af alt som en undskyldning for at lade Alice bevæge sig fra den ene mærkelige verden til den næste. Ofte har Carroll skruet på en enkelt sproglig konvention eller et enkelt aspekt af virkeligheden. Et godt eksempel er besøget i en butik, hvor de ting Alice prøver at få fat i hele tiden bevæger sig op på hylden ovenover. Man kunne også nævne den hvide dronning, der har den forunderlige egenskab, at hun både kan huske fortiden og fremtiden. Hun råber av! før hun stikker sig på en nål, og alligevel kan hun ikke forhindre, at det sker.
Carroll har også en livlig fantasi i Bag spejlet, men to’eren når ikke helt det niveau af vanvittige påfund, som der var i den første bog, og der er heller ikke det strejf af fare og ubehag, der gav Alice i eventyrland lidt ekstra kant.
Mest om bøger 