Walter Scott: Ivanhoe

Ridderromantik og antisemitisme

Jeg kan huske, at jeg har set Ivanhoe flere gange i fjernsynet – sandsynligvis filmatiseringen fra 1982 instrueret af Douglas Camfield – men nu hvor jeg også har læst Walter Scotts klassiker fra 1820, er det tydeligt, at min hukommelse er ret selektiv. Den store ridderturnering i Ashby, konflikten mellem saksere og normanner og den afsluttende duel for at redde den smukke Rebeca står klart i erindringen, men andre ”detaljer” som f.eks. at Richard Løvehjerte og Robin Hood spiller centrale roller, huskede jeg ikke. Jeg huskede heller ikke den massive antisemitisme, der fylder så meget i bogen. Det kan selvfølgelig have været nedtonet i filmen, men læst med nutidens øjne skæmmer det i hvert fald romanen.

Historien udspiller sig i slutningen af 1100-tallet, hvor Richard 1. regerede England. Dvs. det gjorde han knap nok, for han opholdt sig kun få måneder i landet og var ellers optaget af at regere sine besiddelser i Frankrig, af at deltage i det tredje korstog og af at sidde i fangenskab i Østrig og Tyskland, da han var på vej hjem. I praksis var det hans bror prins John, som formelt blev konge efter hans død, der havde magten i England. Det regnes for en af de mest katastrofale perioder i engelsk historie, der var på kanten af borgerkrig, da adelen tvang ham til at acceptere Magna Carta i 1215. Urolige tider og magtsyge konger er imidlertid godt stof for historiefortælling, som det er kommet til udtryk i legenderne om Robin Hood og i en kraftig idealisering af Richard, der brugte langt det meste af sin energi uden for England.

Hovedpersonen i Ivanhoe er den unge Wilfred af Ivanhoe. Han er blevet forstødt af sin far Cedric, der som højtstående medlem af den saksiske adel drømmer om at genindføre den gamle kongeslægt, og som derfor ikke kan acceptere, at Wilfred er draget på korstog med Richard. Den tilbagevendte korsridder Brian de Bois-Guilbert og andre normannere søger husly hos Cedric, hvor også en mystisk vandrer og den gamle jøde Isaac af York søger tilflugt. Vandringsmanden redder Isaac, som normannerne vil tage til fange, og i stedet mødes parterne igen til den store ridderturnering i Ashby, hvor en anonym ridder besejrer alle de normanniske riddere, og hvor en John Locksley oven i købet også sejrer i bueskydningskonkurrencen.

Desværre er Ivanhoe, der selvfølgelig gemmer sig bag den unavngivne ridders rustning, blevet såret under kampene. Isaacs datter Rebecca sørger for at skaffe ham i sikkerhed og pleje hans sår, men det er kun starten på problemerne. Da Cedric rejser hjemad, slår han følgeskab med Isaac og Rebecca, men de bliver alle sammen taget til fange af Reginald Front-de-Bæuf og de øvrige normannere. Heldigvis lykkes det at alarmere oprørerne i Sherwood-skoven, som slår sig sammen med endnu en mystisk ridder for at erobre slottet. Ridderen har støttet Ivanhoe under turneringen, og under rustningen gemmer kong Richard sig. Han ridder anonymt rundt i England for at samle sine støtter, så han kan konfrontere John, der gør klar til at lade sig krone. Men han fremstilles også som en supermand, der elsker at slås, gerne kaster sig ud i eventyr og som kan more sig med både høj og lave, så længe der er mad og drikke nok.

Brian de Bois-Guilbert undslipper fra slottet og tvinger Rebecca med. Han er besat af hendes skønhed i en grad, så han er klar til at bryde sine løfter til tempelordenen. Han har bare ikke fattet, at hun ikke vil have noget med ham at gøre, og da stormesteren ankommer, bliver der slået hårdt ned. Rebecca bliver dømt for hekseri – hvilken anden forklaring skulle der kunne være på tempelridderens forbrydelser? – så hendes liv kan kun reddes, hvis en ridder vil kæmpe og vinde for hendes ære…

Jeg læste Scotts Waverley for nogle år siden, og det er tydeligt at se, hvordan Scott har udviklet sig som historisk romanforfatter. Dels er der skåret kraftigt ned på de mystisk-romantiske elementer, som gjorde læsningen af Waverley tung, dels er plottet bedre gennemarbejdet. Historien er simpelthen spændende fra start til slut, og selvom der er passager, hvor man tænker, at der måske ikke er behov for SÅ lange beskrivelser af personernes klædedragter eller de enkelte rums udformning, så bliver bogen aldrig kedelig.

Til gengæld skæmmer de mange antisemitiske udsagn bogen. Scott lægger en smule afstand til dem ved at hævde, at de var resultatet af en fordomsfuld og fanatisk periode i kristendommens historie, og Rebeccas rolle som dydigt forbillede nuancerer også billedet. Alligevel er det påfaldende, at bogen rummer så mange tirader mod jøderne, der uden videre beskrives som et fordømt folk, som dybest set tjener deres uhyre velstand på udbytning af gode kristne. Det gælder også Isaac, der ikke forholder sig til moral, men gladelig tjener penge på begge sider i den lurende borgerkrig, og som kun modvilligt bruger sin formue på at redde Rebecca. Hver gang en kristen som Robin Hood tager konkrete jøder i forsvar, sørger de for at lægge principiel afstand til dem.

Jeg er ikke tilhænger af at censurere bøger, fordi de indeholder elementer, som man ikke (længere) bryder sig om. Men det gør det til en dårligere oplevelse af læse Ivanhoe, hvor Scott ellers viser, at han sagtens kan nuancere sine skurke og udstyre dem med både gode og dårlige sider.