Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Kazuou Koike og Goseki Kojima: Ensom ulv og hvalp #5

Lejemorder og småbørnsfar

Ensom ulv og hvalp startede i 1970, og da den sluttede mere end ti år senere var den svulmet op til et mægtigt grafisk værk på over 7000 sider. Det var også en af de første mangaserier, der blev oversat til engelsk, men allerede inden da havde fået stor betydning for vestlig tegneseriekunst. Frank Miller og andre er tydeligt inspireret af den ordknappe stil og de filmiske kampscener. Også i Danmark forsøgte Interpresse at lancere serien, men det blev kun til seks numre i 1988-89. Jeg ved, at jeg har læst et af de andre albums, men det er kun nummer fem, jeg (stadig) har i samlingen.

Ensom ulv og hvalp nr. 5: Forside

Itto Ogami er shogunens bøddel, da han fejlagtigt bliver anklaget for forræderi. Efter at have mistet sin kone bliver han beordret til at begå rituelt selvmord, seppuku, men i stedet for at vælge den ærefulde udvej, ofrer han sig egen ære for at redde sin lille søn Daigoro. Sammen rejser de gennem det feudale Japan, hvor Ogami er på jagt efter hævn og ernærer sig som lejemorder.

I bind fem møder vi ham på et skib. Ombord er også de tre Bentenrai-brødre, der er ninjaer i shogunens tjeneste. De er frygtet af alle omkring dem og med god grund. Da en gruppe krigere angriber dem, bliver de uden videre slagtet. Ogami bemærker deres teknik og de anerkender ham som noget andet end de jævne bønder og søfolk, der ellers er ombord. Det lykkes både ninjaerne og Ogami at undslippe en brand på vandet og redde sig i land.

Bentenrai er på en mission: De skal eskortere vigtige vidner til afhøring i hovedstaden. Det er en risikabel rejse, for de magtfulde krigsherrer, fangerne skal vidne imod, har al mulig grund til at forhindre, at de når frem. Overfald på karavanen er selvskrevne. Men hvilken rolle er Ogami tiltænkt?

Det er nemt at se, at Miller er inspireret af tegnestilen. Kojima kan sagtens tegne detaljerede tableauer – f.eks. er det ildomspændte skib på side 34-35 mesterligt udført – men hans persontegning er mere enkel. Ogami er oftest sammenbidt, men det kan man jo være på mange måder, og Kojima bruger kun få strøg til at gengive Daigoros stemning. Og så er der de actionprægede scener, der som regel gengives helt uden brug af tekst. Der er simpelthen ikke brug for tekst til at forklare, hvad der foregår, for at læse serien er som at se en film.

Det er svært at vurdere serien på en enkelt nummer, og jeg kunne sagtens forestille mig at kaste mig over større del af den. Ser man isoleret på dette album, så fungerer historien. Selve plottet er meget simpelt, og sammenligner med europæiske serier sker der forbløffende lidt, eller rettere: der sker forbløffende få ting, men det er en af seriens styrker, at den tager sig tid og plads til en grundig behandling af de enkelte scener og handlingsmønstre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s