Kristusfortællinger og ramasjang
Romanen fra 1880 er for længst blevet en klassiker. Den er filmatiseret flere gange, og allerede da den udkom blev den solgt i stakkevis. Det er måske ikke så sært, for dens blanding af meget tekstnær bibelfortælling og højdramatisk action har appelleret til flere forskellige målgrupper på samme tid. Jeg synes stadig at fortællingen om Judah Ben Hurs dramatiske skæbne holder, men den missionerende gengivelse af Jesu liv virker bedaget.
Jesus er egentlig kun en bifigur i romanen, der starter i år 0. Tre vise mænd mødes ude i ørkenen, inden de på hver deres kamel rejser til Jerusalem og derfra videre til Betlehem. Hele vejen ledet af en stjerne på himlen. Efter at have tilbedt barnet, drager de igen hver til sit.
Derefter begynder romanens hovedspor. Den handler om Judah Ben Hur, der er arving til en stor formue i Jerusalem. Hans far har tjent penge på handel, og han var en tæt allieret med de førende kredse i Rom. Som en del af overklassen har Judah også haft romerske venner, særligt den jævnaldrende Massalla. Det viser sig dog snart, at Massallas ophold i romerske skoler nu har gjort ham arrogant og hånlig over for andre folkeslag og selvfølgelig også over for jøderne, som Ben Hur slægten er en stolt del af. Bogen igennem fremstilles romerne som et overlegent folk, der foragter og undertrykker de mange folkeslag i imperiet. I klassisk kristen tradition afvises den romerske religion som tom rutine – faktisk er det kun romernes militære kunnen, der for alvor respekteres.
En dag rider den romerske tribun forbi familiens hus på vej til sin borger. Ved et uheld skubber Judah en tagsten ned i hovedet på tribunen, og hans folk – med Massalla i spidsen – tolker det med det samme som et mordforsøg. Ben Hur bliver dømt til en tilværelse som galejslave, familiens formue konfiskeres, og hans mors og søsters skæbne kender han ikke. På galejen bliver han en af de bedste roere med sin klogskab og sin overlegne fysik. Han kommer også snart i aktion med flåden, da den stævner ud mod Grækenland for at bekæmpe de sørøvere, der var en konstant plage for handlen i Middelhavet. Heldigvis – må man vel sige – bliver hans galej vædret og sænket, for det giver ham mulighed for at redde kommandanten Quintus Arrius. Han forstår, at Ben Hur er blevet uretfærdigt behandlet (der findes også gode romere) og han ser hans store potentiale. Arrius tilbyder ham en uddannelse og en tilværelse i den romerske overklasse.
I tredje del har Ben Hur nået sin fulde manddom. Arrius er død, og Judah rejser mod Antiokia vest for Aleppo. Efter sin grundige træning i Rom er planen, at han skal deltage i en krig mod romernes evige rivaler i Parter-riget. Så langt kommer han ikke. I stedet konfronteres han med sin jødiske fortid, og han får mulighed for at gøre regnskabet op med sin gamle kammerat / fjende Massalla. Han møder også to smukke unge kvinder i form af Ester, datter af købmanden Simonedes, og vismanden Baltasars datter Iras – spørgsmålet er bare, hvem af dem han skal giftes med. Romanen slutter med Jesu ankomst til Jerusalem, hans arrestation og hans henrettelse. På den måde får Wallace bundet en nydelig sløjfe til romanens begyndelse og fuldbyrdet dens kristne budskab.
Romanen er velskrevet og hurtigt læst. Som nævnt fungerer historien om Ben Hur udmærket. Dens klassiske motiver af fortabelse og genopstandelse spejler Jesu liv, og samtidig er hans eventyr elementært underholdende. På den anden side havde jeg det svært med de missionerende dele af romanen, de klichéfyldte personer og de nationale stereotyper.
Mest om bøger 