Anmeldelser · Nyere dansk

Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen

Smuk prosa i kapitalismekritisk roman

Nordenhof slog igennem som lyriker med den fine digtsamling det nemme og det ensomme fra 2013. Nu er hun så tilbage med sin første roman, der oven i købet er tænkt som en første del af en planlagt septologi (altså syv bind) med katastrofen på Scandinavian Star som omdrejningspunkt.

Asta Oliva Nordenhof: Penge på lommen - forside

Nordenhof er en forfatter, der gerne blander sig i både den litterære debat og i samfundsdebatten generelt, og det engagement tager hun med ind i det nye romanprojekt. Det har fået flere anmeldere til at kritisere hende for at forplumre sit litterære værk med banal kapitalismekritik. Der er endda indsat et særligt kapitel midt i romanen, hvor de mildest talt rodede ejerforhold omkring Scandinavian Star gennemgås, og det konstateres, at katastrofen – tilsigtet eller ej – var en logisk konsekvens af systemet. Jeg er sådan set enig i, at det er for letkøbt. Postulatet om, at katastrofen udtrykker kernen i det kapitalistiske system fremfor at være udtryk for kriminelt misbrug af systemet, forbliver netop kun et postulat, og fortællingen om Maggie og Kurt ville fungere lige så godt, hvis den del ikke var med.

Det var i hvert fald min første vurdering, men jeg har alligevel tænkt mere over det, de sidste par dage. For i afvisningen ligger jo også et bestemt syn på, hvor meget man skal vide for at kunne udtale sig om vores samfund. Er det rimeligt? Alle samfund har deres skyggesider, og det må man vel kunne kritisere uden at skulle afkræves svar på alle sammenhænge? Må man ikke også tage den slags med, hvis man støtter Brandes’ tanke om, at litteraturen i hvert fald nogle gange skal sætte væsentlige emner under debat?

Ved siden at kapitalismekapitlet er der generelt et interessant forhold mellem forfatteren (eller i hvert fald fortællerstemmen) og personerne. I første kapitel følger vi, hvordan forfatteren/fortælleren nærmest ser et spøgelse uden for Nyborg og forfølges af synet, indtil hun finder en gammel gård, hvor romanens hovedpersoner har boet. Det er et fint billede på et intimt forhold mellem forfatteren og hendes personer, og flere steder i løbet af romanen træder fortællerjeget frem og giver sig til kende.

I virkeligheden er det synd at bruge så lang en indledning på at tale om romanens form, for første og fremmest er bogen et indfølt portræt af to sårbare mennesker, der sårer hinanden dybt og alligevel bliver hinandens redning. De er begge født lige før eller i starten af besættelsen, og begge har haft en barsk opvækst. Maggie bliver smidt ud hjemmefra, da hun er 14, og hun indleder snart en tilværelse, hvor hun lever af mænd og selvbevidst bytter seksuelle ydelser for husly og fornøjelser. Maggie er selv klar over, at hun aldrig vil kunne varetage et normalt arbejde – når hun forsøger, bliver hun hurtigt fyret igen, fordi hun hverken kan indordne sig under chefer eller systemer – men hun har stadig en værdighed omkring, hvordan hun lever sit liv. Det er først, da Kurt kalder hende ’luder’, at hun bliver ramt.

Kurt er på overfladen lidt mere velfungerende. Efter et par forliste ægteskaber møder han Maggie i København, og hun og datteren Sofie bliver det anker, han har brug for. Da vi møder dem i slutningen af 1980’erne, har han banket en lille vognmandsvirksomhed med et par busser og et par ansatte op. Det administrative bryder han sig ikke om, og det er en overvindelse, hver gang han tager telefonen og taler med kunderne. Overskuddet er han lige ved at sy ind i madrassen, men han bliver i stedet lokket til at investere i Vognmandsruten – og det er så forbindelsen mellem romanens hovedpersoner og seriens samlende tema.

Nordenhofs personer er svære ikke at holde af, for man kommer helt ind under huden på dem, men de kan også være svære at tro på. Hvordan kan Maggies og Kurts forhold til hinanden få så forskelligt udtryk fra kapitel til kapitel? Hvordan kan datteren Sofie blive så et så helstøbt individ, når familien tilsyneladende er så dysfunktionel? Og er det virkelig nødvendigt at udstyre Kurt med en offerhistorie, der ikke bare omfatter tab af forældrene men også en frygtelig fortælling om hans første barn, som han må bortadoptere?

Det bliver lidt for meget, men det meste kan reddes hjem af sproget, som det er svært ikke at lade sig forføre af. Her et eksempel fra Maggies rejse til Rom:

”Så kører toget ind på Termini, og hun får en stor følelse af orange, som hun bærer med sig ind i ankomsthallen, og midt i vrimlen føler hun, at livet er meget let, der skal ikke mere til end at sætte sig i bevægelse, ud i gaderne. På de første fire hoteller er personalet alt for professionelt, men på den femte mærker hun med det samme, at portieren kan forføres.” (s. 46)

En stor følelse af organge? Jeg aner ikke hvorfor, men i sammenhængen giver det perfekt mening. Og bevægelsen til gaderne, til hotellet og til den måde Maggie har tænkt sig at klare sig igennem føles både ubesværet og logisk.

Penge på lommen er først og fremmest en fin roman om Kurt og Maggie og deres forhold, der både er umuligt og smukt. Dét, og så sproget, er grund nok til at læse bogen. Hvorvidt den store ambition også lykkes, er det for tidligt at sige, men det bliver interessant at følge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s