Anmeldelser · Lyrik

Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme

Sårbarhed og indignation i digte fra en ny generation

Vi bliver ældre dag for dag, men vi opdager det i glimt. Jeg kan huske, da alle spillere på fodboldlandsholdet var ældre end mig – nu er de alle sammen yngre, og debutanterne er som regel født efter jeg gik i gymnasiet. Sådan er det også med unge forfattere – de er ikke bare yngre end mig, deres formende oplevelser er også nogle andre end mine. Det slog mig, da jeg læste Nordenhofs digtsamling fra 2013, hvor Den store Badedag – som jeg husker, da den kom og vist endda så i biografen – er blevet til sentimental onsdagsunderholdning.

Asta Olivia Nordenhof: det nemme og det ensomme - forside

Man skal selvfølgelig passe på ikke at gøre for meget ud af generationserfaringerne, og hele debatten om Generation Etik virker lidt som et forsøg på at skabe kunstige modsætninger ved at puste forskelligheder mere op, end der egentlig er grundlag for. God litteratur handler om det almenmenneskelige, og det gælder i høj grad også Det nemme og det ensomme.

Der er en særlig sårbarhed og ensomhed i digtene. Begge forældre er døde tidligt, og det er tunge erfaringer, der skal bearbejdes. Der er smukke erindringsglimt, men de er som regel hægtet op på billeder af død og tab. F.eks. dette fine digt om en fest for nogle år siden:

”jeg forsøger at komme i tanke om det parcelhus hvor du boede i vanløse
der var en mindre tilbygning hvor festen blev holdt, en sløv tunge

da vi sad og afventede at gæsterne skulle komme. når nogen bevægede sig hen over gruset i indkørslen
der var en der fortalte mig at du er død af en overdosis
det lugter af deodorant og smøreost når jeg tænker på at du ikke findes …” (s. 43)

Som det fremgår, bruger Nordenhof af princip ikke store bogstaver – men hvad der skal lægges i det, tør jeg ikke sige.

Digtene emmer af sårbarhed, men der er også indignation. Hvorfor skal nogen leve i familier, der er præget af vold? Hvorfor skal nogle være tvunget til at prostituere sig selv for at tjene til livet? Hvorfor ser vi i samfundet så meget ned på dem, der ikke har et arbejde? Det stærke engagement og den kritiske holdning til vores samfund brænder igennem.

Asta Maria Nordenhof er bestemt en stemme, som jeg glæder mig til at høre mere til. Om hendes generation faktisk er udtryk for en helt ny etik, betyder ikke så meget, så længe digtene i sig selv er værd at læse. Og det er de.

3½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s