Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Tomas Espedal: Bergeners

Kunstnerroman mellem tradition og autofiktion

Det er ikke helt nemt at anmelde Bergeners af Tomas Espedal. Det er en roman båret af stemninger frem for plot, og det er samtidig en bog, der ikke tager sig af almindelige genrebetegnelser men i stedet vælger sin egen vej.

Tomas Epedal: Bergeners - forside

Bogen tager sit udgangspunkt i New York. Fortælleren, der deler navn og karriere med forfatteren, er der i professionelt øjemed, men han er rejst derover med sin kæreste, Janne, som han håber at tilbringe resten af livet med. Under en middag filosoferer han over det mærkelige i, at de så langt hjemmefra skal have norsk laks til aftensmad.

”Tomas, sagde hun. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Jeg ved ikke om det er rigtigt at sige det nu. Jeg har ventet og ventet på den rigtige anledning, på det rigtige tidspunkt, men det rigtige tidspunkt kommer aldrig, lader det til, men fordi du sagde det med laksen, så siger jeg det nu. Når vi kommer hjem, er vi nødt til at gå fra hinanden.” (s. 13)

Det er jo et ret fantastisk afsnit, og det er på sin vis også hele omdrejningspunktet for romanen. Ikke sådan at forstå, at der står en masse om samlivet med Janne eller at bruddet adresseres direkte, men hele teksten er båret af en melankoli, der udspringer af den tabte kærlighed, som fortælleren ikke kan komme sig over. Der hjælper anerkendelsen og de andre berømte kunstnere, som han konstant støder ind i, ikke meget.

Det autofiktive spor fordobles i afsnittene om Karl-Ove Knausgårds Min Kamp. Bind V udkommer, mens Bergeners står på, og bindet beskæftiger sig bl.a. med Knausgårds udlægning af et drikkelag hos Espedal, hvor Knausgård havde sex med en kvinde, og hvor der måske / måske ikke var tale om voldtægt, og hvor Espedal også blev beskyldt for at have truet kvindens kæreste med bank. Man kan med god ret spørge sig, om forfattere har ret til med navns nævnelse af diskutere den slags og samtidig gemme sig bag genrebetegnelsen roman. For det meste er den evindelige name-dropping og sammenstød med forfatterkolleger mest af alt trættende.

Til gengæld er billedet af Bergen betagende. Espedal har ladet sig inspirere af Joyce’s Dubliners, og selvom der rejses meget, så er omdrejningspunktet altid hjembyen. Espedal bevæger sig ubesværet mellem glimt fra voksenlivet og klare barndomserindringer om leg og sammenstød med børn og unge fra andre bydele, og adgangen til barndommens gade bliver ligetil, da han flytter fra sin moderne lejlighed til forældrenes rækkehus. Endelig er han kommet hjem, andre steder interesserer ham mindre og mindre – kun mangler Janne for at gøre tilværelsen perfekt.

Espedal skriver en vidunderlig prosa, som er godt oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer, og jeg nød at flyde med på hans strøm af tidsbilleder, erindringer og skarpe iagttagelser. Men det er også en bog, der ikke sætter sig mange spor, fordi der kun er en antydning af historie og nærmest ingen genkendelige personer – trods de mange virkelige berømtheder – at hæfte sig ved.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s