Dansk klassiker med ramasjang
I forordet til min udgave fra 1952 skriver forlaget Danmark tilfreds, at Gjøngehøvdingen og fortsættelsen Dronningens vagtmester er de mest populære danske romaner nogensinde. Den første var da også allerede trykt i 238.000 imponerende eksemplarer på dansk – kun overgået af Bibelen. Siden er romanerne gledet lidt i baggrunden og huskes som Morten Korch mest som noget kitsch, der engang var vældig populært. Og måske for en tvivlsom TV-serie med Søren Pilmark og Per Pallesen. Det er ikke helt retfærdigt. Bogen blev udgivet i 1853, og den er selvfølgelig præget af sin samtid, men den er også effektiv underholdning.
Scenen sættes på Jungshoved ved Præstø i efteråret 1657. Danmark er igen i krig med Sverige, og kongen og dronningen er ankommet for at organisere forsvaret mod svenskerne, der allerede har indtaget Jylland. På den traditionelle jagt beskyttes dronningen af både Kai Lykke og ridder Kørbitz, men i sidste ende er det alligevel tateren og krybskytten Ib, der redder hende fra et rasende og såret vildsvin.
Ibs svoger er Svend Poulsen, der under den forrige krig var en del af ”gøngerne”, en gruppe jægere og skovfolk fra Småland, der var loyale over for den danske krone og i gik i partisankrig med de svenske tropper i Skåne, Halland og Blekinge. Nu er han flyttet til Sydsjælland, hvor han lever en rolig tilværelse med sin søn og konen Ane Marie. Inden længe bliver der imidlertid brug for hans talenter igen. Svenskerne sætter over bælterne til Lolland, den danske hær må trække sig tilbage til København, og Svend får til opgave at organisere den lokale modstand og forsinke svenskernes videre fremrykning.
Den svenske hær sidder på herregårdene og byerne, mens gøngerne holder til i skovene, hvorfra de sætter det ene angreb efter det andet ind. Det skal dog snart vise sig, at kongen har en endnu vanskeligere opgave til Svend: Kronen har indsamlet 50.000 rigsdaler i rede penge på Lolland-Falster inden landsdelen blev besat, men derefter er formuen blevet overhalet af den svenske fremrykning. Nu skal Svend og Ib skaffe dem fra Vordingborg, gennem fjendens linjer og til København, hvor der er brug dem til krigsførelsen. Det bliver en rejse over stok og sten, for svenskerne er selvfølgelig lige i hælene på dem og talrige gange er det kun Svends kølige overblik og Ibs mod, der får dem igennem. Kort sagt en historie, der er en moderne actionfilm værdig og fortælles med fremdrift og entusiasme.
Efter missionen er der stadig et par regnskaber at gøre op – både med ærkefjender hos modstanderen og i privatlivet, og selvom det er underholdende historier, så ville romanen have fungeret bedre, hvis den var sluttet 50 sider tidligere med forløsningen af den store spændingskurve.
Historien foregår under svenskekrigene, men den er udgivet i 1853, kort tid efter treårskrigen, hvor modstanderen var tyske hære, og hvor der blev håbet på nordisk opbakning til den danske sag. I romanen kommer det tydeligt til udtryk i rollefordelingen blandt de svenske styrker. Svenske officerer som Kernbok og oberst Sparre er bare dygtige soldater, der kæmper en redelig krig, hvor den bedste mand må vinde. De virkelige skurke, dem der plyndrer og myrder, er tyske lejetropper med kaptajn Manheimer i spidsen. Det er også tydeligt, at de danske soldater først og fremmest orienterer sig mod kongen, ikke staten, og at det er alliancen mellem kongen og almuen, der redder landet. Adelen er enten svag og arrogant eller klar til at sælge sin loyalitet til de nye magthavere hurtigst muligt.
Bogens kvindesyn har også mærket tidens tegn. Kvinder i Gjøngehøvdingen er primært dydige væsener, der fra tid til anden skal reddes fra fare og ellers er genstand for mændenes opvartning. Modbilledet er Kulsoen, der som heks og forræder forbryder sig mod sit køn, sit land og naturen på én gang.
Der er altså grunde nok til at have forbehold mod Gjøngehøvdingen, men der er også masser af grunde til at læse romanen for det, den også er: En underholdende historisk fortælling og et dansk svar på Walter Scott og Alexandre Dumas.
Mest om bøger 